Styrke

Stort og enestående landskab, som er markant ved at være fri for bebyggelse. Enestående kulturhistorie og naturindhold. Ved retablering af mosen vil blive skabt et landskab af høj national værdi.

Tilstand

Området ændrede markant karakter i forbindelse med afvandingen i 1960'erne, hvor det tidligere udbredte moseområde blev omdannet til afvandede markflader. Landbruget er siden hen opgivet flere steder og området er under delvis tilgroning. Tilstanden vurderes overordnet set til at være middel god.

Sårbarhed

Området er allerede stærkt påvirket af afvandingen fra 1960'erne. Yderligere afvanding vil forringe området yderligere. En intensivering af landbrugsdriften vil ødelægge såvel naturindholdet som kulturværdierne. Men omvendt vil et totalt ophør af dyrkning og især græsning medføre kraftig tilgroning, som vil sløre de landskabelige værdier.

Særlige landskabelige forhold

Den store moseflade
Selve Åmosen med den store flade er et enestående landskab, hvor landskabsoplevelsen er væsentlig forskellig fra andre områder i kommunen. Et meget stort landskab, som afgrænses af de markante bakker mod nord og tilsvarende højtliggende områder i Sorø Kommune.

Højmoserne
Enestående naturtyper, som dog er i noget forfald. Stadig stort naturindhold. Eneste højmoser i Holbæk kommune

Kulturhistorien
Hele Åmosen er af international betydning arkæologisk set, men også den nyere historie med tørvegravning er af betydning. Der er flere steder i landskabet spor af tørvegravningen i form af af tørvegrave og andre kulturspor.

Vandløbene
Vandløbene er alle stærkt regulerede. Deres naturværdi er ringe, men tilsammen indgår de i kulturhistorien omkring afvandingen af mosen. De fremtræder alle som enten kanallignende vandløb eller som rørlagte.