Strategi

Målsætning
Området bør bevares som åbent landbrugsland. Autenticiteten bør bevares, men da området samtidig virker til at have en rimelig robusthed over for nye elementer af samme skala, så kan der ske en vis udvikling. Det kan forventes, at flere af gårdene vil overgå til hobbybrug eller deltidsbrug. Der forventes ikke at være grundlag for intensivt landbrug.

Anbefaling
Der bør gives mulighed for, at området kan udvikle sig mod en mere sammensat karakter. Der bør derfor gives mulighed for en vis grad af tilplantning og etablering af levende hegn. De markante udsigter skal bevares.

Landskabskarakter

Roligt og ensartet landskab med mange elementer som hegn, landsbyer, små naturområder og småplantninger. Området virker som relativt uforandret til trods for, at der er tilføjet nogle nye elemetnter af en væsentlig størrelse, som f.eks. vindmøllerne mod nordøst. Området har generelt en vis grad af autenticitet til trods for, at landbruget stadig er fungerende i området. Der er dog ikke sket væsentlige udbygninger af landbrugsbedrifterne.

Karaktergivende landskabselementer
Det dominerende landskabselement er landbrugslandet med de mellemstore gårde og de tætliggende landsbyer. Der er kun kommet få nye elementer til området, hvor det især er vindmøllerne i den nordlige del, som dominerer.

Karaktergivende rumlige og visuelle forhold
Terrænet giver, på trods af de relativt begrænsede højdeforskelle, sammen med beplantningerne området en vis overskuelighed. Samtidig opfattes området som åbent med lange udsyn de fleste steder. Enkelte steder opleves nogle af kommunens længste udsigter.

Afgrænsning
Området er åbent uden markante grænser. Overgangen til naboområderne er noget diffus - især mod syd og vest.

Nøglekarakteristika
Typisk landbrugsland med gårde af mellemstor størrelse. Mange landsbyer og småelementer som hegn, småplantninger og små naturtyper.

Beliggenhed

Området beliggende ca. 9 km sydvest for Holbæk by, mellem Regstrup og Undløse. Området afgrænses mod nord af områderne 13 Kobbel Å og 15 Søstrup, mod øst af område 30 Maglesø, mod vest af områderne 16 Knabstrup og 24 vedebjerg og mod syd af områderne 26 Undløse Nord og 29 Galge Overdrev.

Området har en udstrækning på på ca. 22 km².

Begrundelse for udvælgelse

Ensartet landbrugsland med landbrugsejendomme af mellemstor størrelse. Småkuperet og relativt stort indslag af bevoksede diger og beplantninger.