Dyrkningsform
Størstedelen af området er præget af landbrug, men generelt mest marker af beskeden størrelse. En del ejendomme er overgået til hobbybrug, da terrænet og den stedvise dårlige jord ikke gør det rentabelt at dyrke større landbrug.
Bebyggelse
Området er præget af mindre landsbyer og en række små bebyggelser, som nok har været landsbyer tidligere. Den største by er Skamstrup, som sammen med Bennobo og Sørninge ligger uforstyrrede i landskabet med tydelig markstruktur. Mange spredte gårde er placeret i landskabet, og især på kanten af Åmosen ligger en del enkeltejendomme og enkelthuse.
Beplantning
Området opleves de fleste steder som åbent, men der er en del bevoksede diger og småplantninger. I områdets sydøstlige del ligger Vinskoven, som hører til Torbenfeldt Gods beliggende i område 24 Vedebjerg. Rent ejerskabsmæssigt burde vinskoven høre til område 24, men visuelt og rumlig opleves skoven mere som en del af område 21 Skamstrup.
Især i de tidligere grusgravsområder mod syd er der sket en del tilplantning. Der ses flere steder stadig tilplantning i beskedent omfang i forbindelse med, at landbrugsdriften ophører og ejendommene overgår til lystejendomme med jagt.
Kulturhistoriske helheder
Landsbyerne Bennobo og Skamstrup er begge velbevarede landsbyer. Bennobo er en karakteristisk fortelandsby, hvor forten stadig er uberørt og omkranset af et stengærde. Forten benyttes stadig til græsning. Skamstrup er en velbevaret landsby med bygninger fra andelstiden med vindmølle og forsamlingshus. I Skamstrup ligger også områdets eneste kirke. I Vinskoven findes en flot langdysse tæt ved vejen.
Tekniske anlæg
Området er fattigt på større tekniske anlæg. Ned gennem området fra nord til syd løber en højspændingsledning. Områdets nordgrænse løber langs Skovvejen. Ellers ses kun enkelte mellemstore siloer ved nogle gårde, og området opleves ikke som påvirket af tekniske anlæg. Tidligere grusgrave mod syd er idag meget tilgroede og kun få steder opleves de som egentlige udgravede områder.