Styrke
Området er på en gang sammensat og ensartet. Det består af mange enkeltelementer, som dog ikke alle fremstår tydeligt, men de er med til at bringe landskabet ned i skala. Det betyder også, at der kan indpasses nye elementer af beskeden størrelse. Det vurderes, at der kan tillades ændringer. Især vil der kunne indpasses mindre skove og hegn, men også mindre tekniske anlæg vil kunne indpasses i de mere åbne områder.
Tilstand
Området er kun i ringe grad påvirket af tekniske anlæg. Undtaget er industriområdet nord for Tølløse, som sætter et markant præg på denne del af området. Området er et typiskt landbrugsland, og har bevaret oplevelsen af at bestå af mellemstore brug.
Sårbarhed
Området vil være sårbart over for større tekniske anlæg og andre tiltag, som ikke kan underlægge sig det eksisterende terræn og beplantningen. Industriområdet ved Tølløse har allerede en vis negativ påvirkning og bør bearbejdes.
Særlige landskabelige forhold
Det åbne landskab
Det er karakteristisk, at der fra næsten hele området kan ses langt. Man skal derfor være opmærksom på, at ny bebyggelse og tekniske anlæg vil have en markant indflydelse på omgivelserne. Dele af området ville have gavn af yderligere beplantninger. Særligt omkring Nr. Vallenderød er landskabet meget åbent, og her kan med fordel ske en yderligere opdeling og en formindskelse af skalaen.
Landsbyerne
De fire landsbyer, Nr. Vallenderød, Gl. Tølløse, Skov Vallenderød og Tjørnede er alle meget velbevarede. Disse bør ikke udbygges yderligere, men kan dog tåle en begrænset huludfyldning.
Naturområder
Igennem området fra nordøst til sydvest løber et bånd af moser, småsøer, vandløb og bevoksninger. Dette bånd af naturområder er medvirkende til at danne landskabet i dette område. Flere steder er oplevelsen dog noget udvisket og der kan med fordel ske naturretablering eller nyplantninger omkring dette bælte.