Styrke
Overskueligt og intimt landskab med mange og varierede oplevelser. Landskabet er meget sammensat med forskelligartet udnyttelse af jorden. Til trods for stor forskellighed, opfattes landskabet som en helhed.
Tilstand
Området virker rimeligt upåvirket. Hovedparten af bebyggelsen er 50-150 år gammel, men enkelte steder er nyere bygninger. Alt er dog i samme skala, og udviklingen er sket kontinuerligt og i et begrænset omfang.
Sårbarhed
Væsentlige ændringer i bebyggelsesmønstret vil være forstyrrende. Der kan med fordel bygges nyt, men i begrænset omfang. Indplacering af større tekniske anlæg eller store bygninger bør undgås. Tilsvarende bør store tilplantninger undgås.
Særlige landskabelige forhold
Skovene
Hele den sydlige del af området er skov. Er en del af et større skov og naturområde, som også omfatter Skarresø og skovene i Kalundborg Kommune. Tæthed til Jyderup by, bør gøre området til nærrekreativt område for byen, men det er usikkert i hvor stort omfang skovene benyttes som sådan.
Varieret skov med markante bakker og flere skovtyper, dog primært løvskov. I skoven findes enkelte vådområder og flere småvandløb af stor værdi.
Bebyggelse
Området er relativt tæt bebygget såvel langs Amtsvejen og Bakkedraget gennem Skelbæk ligger husene tæt. Men også i landskabet omkring Stokkebjerg er mange mindre ejendomme. Den tætte bebyggelse er med til at skabe det varierede landskab og må derfor vurderes som et positivt og karakteristisk element for området.
Terræn
Terrænet er kuperet i hele området. Terrænet har gjort, at landskabet er mindre egnet til intensivt jordbrug.
Beplantning
Området er karakteriseret ved at have en meget varieret beplantningsstruktur. Der er store skove og småskove, plantager af forskellig art, bevoksninger i naturområder, bevoksede diger og enkelstående træer.