Styrke

Øen er som helhed et mindre, intimt samfund, med en nær relation til fjorden. Området opleves som en helhed med en særlig dynamik mellem landbrug med spredte gårde, kyst, landsbysamfund og sommerhusområder. De mange gårdsalg -cafeér og gallerier tilfører i sommerhalvåret øen en ny dimension, som er med til at skabe en særlige stemning.

Samspil mellem landbrug, beplantning og bebyggelse

Tilstand

De grundlæggende landbrugs- og vejstrukturer på øen har ikke ændret sig væsentligt. Den største ændring på øen er sket efter 1945, hvor et ikke uvæsentligt antal sommerhuse er kommet til. Områdets tilstand vurderes generelt til at være god, i det der er en god balance mellem bebyggede og ubebyggede arealer.

Ældre bebyggelse beliggende ved kysten.

Sårbarhed

Øens sårbarhed er overordnet set vurderet til at være af middel grad. tilførsel af nye elementer, tekniske anlæg og store staldbygninger vil langt de fleste steder på øen udgøre en stor påvirkning af landskabets karakter. I enkelte tilfælde ses det dog allerede, at de tekniske anlæg er indpasset på en sådan vis, at der stort set ingen visuel påvirkning er. Nye elementer bør udelukkende etableres på øen i stor respekt for øens nuværende strukturer, bebyggelsesmæssige såvel som beplantningsmæssige.

Især beplantningsstrukturen er karakteristisk for øen da der mange steder ses enkelt rækkede levende hegn bestående af nåletræer. Som karaktergivende rumligt og visuelt element bør denne struktur bevares. Der er rejst skovflere steder (registreret i 2012), hvilket med tiden vil give mulighed for nye oplevelser, rekreativt som visuelt. I tilfælde af at der rejses mere skov bør især de særlige udsigter fra Stensbjerg og Arnhøj bevares.

Landsbyen Næstby fremstår som en unik kulturhistorisk helhed med tydelige spor fra både et landbrugsorienteret og et fiskeriorienteret erhverv. Landsbyen bør bevares i sin nuværende form og der bør derfor ikke forekomme udbygning med flere boliger eller sommerhuse.

Bybjerg er det mest bymæssige landsbysamfund på øen, byudvikling og etablering af nye boliger bør foregå i tilknytning til Bybjergs eksisterende struktur. De store sommerhusområder bør bevares som separate enklaver adskilt af det åbne land og landbruget. Flere af sommerhusområderne er mod det åbne land afgrænset af beplantning, og de fleste steder er der meget beplantning internt i sommerhusområderne. Denne grønne struktur er medvirkende til at sommerhusområderne ikke i væsentlig grad dominerer øen visuelt. Dette bør bevares og styrkes gennem pleje af eksisterende beplantning og eventuelt etablering af ny beplantning med respekt for de eksisterende beplantningsstrukturer på øen

Udsigt over marker mod sommerhusområde skjult i beplantning.

Særlige landskabelige forhold

Kystskrænterne og strandenge
Der er stor variation i oplevelsen af kysten, færdes man på en af stierne langs kysten vil steder med kystskrænter være præget af en mere intim og lukket stemning end steder med strandeng. Områderne med en smal og stenet strand giver igen en anden oplevelse. Ved sidstnævnte er der størst tilknytning til og nogle steder adgang til vandet. Ved stranengene er adgangen til vandet begrænset og i perioder hvor rørskoven er på sit højeste kan udsynet være begrænset.

Strandenge på østkysten, Kyndbyværket ses i horisonten.