Strategi

Målsætning
Englandskabet og Tuse Å, som er det væsentligste element, skal fremstå endnu tydeligere i landskabet. Området skal friholdes fra bebyggelse og kan i nogen grad udvikles rekreativt. Det åbne landskab skal bibeholdes

Anbefalinger
Der bør ske yderligere naturgenopretning for at styrke englandskabets karakter. De tekniske anlæg i form af motortrafikvej og andre store veje kan i nogen grad dæmpes med en begrænset beplantning. Beplantning bør kun etableres langs vandløb for at forstærke deres fremtræden i landskabet.

Landskabskarakter

Det er et forholdsvis enkelt landskab, der er centreret omkring Tuse Å og Kalve Å. I den nordlige del af området er terrænet let skrånende ned mod Tuse Å hvorved der dannes en velafgrænset ådal. Længere mod syd flader arealet ud, og Tuse Å fornemmes ikke på samme måde i landskabet. Langs med Kalve Å er området fladt og præget af våde områder og beplantninger. Der er forholdsvis lidt bebyggelse i området. bebyggelsen er beliggende på kanten af ådelaen eller samlet langs med de større veje, som løber gennem området. En undtagelse er dog bebyggelsen Møst Huse, som er beliggende mellem Tuse Å og Kalve Å. Bebyggelsen har karakter af en husmandsudstykning på ringe jord. Den sydlige del af området opleves autentisk uden de større forandringer. Den nordlige del af området er præget af infrasturkturelle anlæg som veje og jernbane. Specielt forlængelsen af Rute 21 mod Sjællands Odde vil, når den er stableret dominere.

Karaktergivende landskabselementer
Området er karateriseret ved ådalen og de ånære arealer. Som udgangspunkt er der tale om et forholdsvis autentisk landskab hvor den oprindelige bebyggelsesstruktur er intakt på trods af områdets nærhed til Holbæk By. Kysten ved bunden af Holbæk Fjord opleves fra den nordlige del af området. Der er forholdsvis lidt beplantning i området, fortrinsvis som tilgroede moseområder på ånære arealer. Der er få mellemstore gårde i området beliggende på kanten af ådalen.

Karaktergivende rumlige og visuelle forhold
Der er ingen tydelige grænser i området, som opleves meget åbent. I den nordlige del af området danner ådalen et rum i sig selv, men uden en tydelig afgrænsning mod omgivelserne.

Afgrænsning
Overgangen fra området til naboområderne er glidende. I den nordlige del af området er der et markant kig mod fjorden, som er et tydeligt element i landskabet.

Nøglekarakteristika
Ådalen og de ånære arealer. Bebyggelsesstruktur med middelstore gårde på kanten af ådalen eller samlet i mindre bebyggelser langs udfaldsvejene fra Holbæk. Gårdene dominerer ikke landskabet.

Beliggenhed

Området er beliggende ca. 6 km vest for Holbæk By. Området afgrænses mod nordøst af Holbæk Fjord, mod øst af område 3 Allerup. Mod sydøst af område 15 Søstrup. Mod syd af område 13 Kobbel Å og med vest og nord af område 11 Gislinge.

Området har en udstrækning på ca. 9,5 km2.

Begrundelse for udvælgelse
Området er en afgrænset ådal med landbrugsejendomme af middel størrelse og en bebyggelsesstruktur, som underordner sig ådalen.