Styrke

Meget stort og karakteristisk landskab. Såvelvel naturområderne som landbrugslandet består af store enheder. Alene i kraft af sin størrelse, vil der kunne placeres store bygninger og tekniske anlæg af stor skala i de dele af området, som er præget af de store marker.

Tilstand

Området virker autentisk. Der er gennem tiden sket få forandringer, og de ændringer, som er sket i tidens løb som f.eks. udstykning af husmandskolonier, fremstår stadig klart og er velbevarede. Tydelige alléer findes ved de store gårde og sætter sit præg på landskabet.

Moseområderne er under tilgroning og forandrer sig. Forandringen ændrer dog ikke skala eller på andre måder områdets karakter.

Sårbarhed

Området kan have en vis sårbarhed over for tilføjelse af elementer, som ikke er karakteristiske for området. Det kan være spredt boligbebyggelse. Men også tiltag, som kan bringe områdets skala ned eller skabe en en øget fortætning.

Særlige landskabelige forhold

Herregårdslandskabet
Karakteriseret med meget store marker og vide udsyn. Oplevelsen af store tomme landskabsrum skaber en vis storhed. Placering af nye elementer kan i nogle tilfælde forstyrre denne oplevelse. Tilsvarende skal man være opmærksom på, at nye elementer vil kunne ses over store afstande.

Moseområderne
Hele den sydlige del er egentlig et stort vådområde. Dele af området er dog i nogen omfang drænet og fremstår derfor som dyrkede marker. Samlet dækker dette potentielle vådområde 10 km². Andre dele er egentlige moser som Trønninge Mose, og andre er store endområder som Hanerup Enge. Den øgede tilgroning gør, at området bliver mere og mere naturpræget. Kulturgeografiske tiltag vil derfor konflikte med det udtryk, som i dag præger området. Tekniske anlæg vil i dette område virke umotiverede.

Vandløbene
Der løber tre af kommunens største vandløb gennem området - Kobbel Å, Tuse Å og Regstrup Å. Både direkte og inddirekte dominerer de hele den centrale og sydlige del af området. Det er også omkring vandløbene, at de store moseområder er beliggende

Husmandskolonierne
Der er fire tydelige og forholdsvis velbevarede husmandskolonier i området. To ved Vognserup og to ved Løvenborg. De er udbygget som er karakteristisk for disse udstykninger med ensartede udstykninger og ejendomsstørrelse og med en placering langs vej. I Hanerup Enge findes en lignende bebyggelse af mindre ejendomme. I modsætning til resten af området, er disse husmandskolonier sårbare over for ændringer på ejendomsstørrelse og udformning af bygninger. Her bør således ikke placeres store bygninger, som resten af området vil kunne tåle.