Strategi
Målsætning
Området skal fastholdes som landbrugsland med små enheder. Der bør ske en skalaændring mod mindre enheder i den vestlige del af området, hvor nogle marker virker for store til terrænet. Det kan ske med flere småplantninger, mindre marker eller som udstykning i mindre ejendomme. Området længst mod nordvest kræver i særlig grad landskabelige forbedringer. Oplevelsesmæssige værdier som udsigter bebyggelsesmønster og indslag af naturelementer skal bevares og styrkes.
Området bør friholdes for større tekniske anlæg og en kraftig udbygning af landbrugserhvervet.
Anbefalinger
Landskabet vil kunne bære en række rekreative anlæg og en del skovrejsning, hvis de flotte udsigter respekteres og skovene ikke slører terrænformerne.
Området syd for erhvervsskolen kan med fordel overgå til anden anvendelse som skov, alternativt erhvervsområde, der er omkranset af skov mod syd og øst.
Der kan være en trussel i, at landskabet i for høj grad ændrer karakter til hobbylandbrug med havepræg. Der bør derfor værnes om byggestilen i højere grad end andre steder.
Udsigt over området set fra slusen ved Avdebo.
Landskabskarakter
Karaktergivende landskabselementer
Området er karakteriseret ved det meget kuperede terræn og de flotte udsigter mod nord og øst. Der er tale om et stærkt kuperet morænelandskab med dødisrelief. Flere mindre søer i hele området. Mod øst et mellemstort moseområde og lille, delvist rørlagt vandløb (Sørende). Området er karakteriseret af småskove og mindre plantninger. En del levende hegn og enkeltstående træer samt landbrug bestående af mindre dyrkningsenheder, men overvejende intensivt dyrkede.
Spredt i området ligger små til mellemstore gårde blandet med husmandbrug. Mod sydøst i Uglerup Huse findes udflytterbebyggelse, og ved Avdebo et lille sommerhusområde.
Karaktergivende rumlige og visuelle forhold
Terrænet skaber rum i sig selv. Dette understøtter af markante beplantninger, hatbakkerne og de øvrige markante bakker. Der er flotte udsigter fra dele af området, primært fra øst og nord. Området forekommer mere afgrænset mod syd og vest.
Afgrænsning
Området adskiller sig terrænmæssigt tydeligt fraområde 5 Tuse Næs ved at være betydelig mere kuperet. Mod område 7 Hørbygård går landskabet over i et herregårdslandskab med store enheder.
Nøglekarakteristika
Stærkt kuperet landskab af lille til middel skala. Landskabet lukker sig flere steder mellem bakkerne, men der er også steder med storslåede udsigter. Området er meget sammensat uden væsentlige forstyrrende elementer, når der ses bort fra erhvervsskolen mod nordvest
Beliggenhed
Området er beliggende i den centrale og nordlige del af Tuse Næs. Området afgrænses mod nord af Lammefjorden, mod øst af område 5 Tuse Næs og mod syd af område 7 Hørbygård.
Området har en udstrækning på ca. 8 km²
Begrundelse for udvælgelse
Kuperet og højtliggende landskab som er betydelig mere sammensat end naboområderne.