Kloakoplande
Spildevandsplanen fastlægger om en ejendom skal kloakeres ved tilslutning til et offentligt spildevandsanlæg. Når Holbæk Kommune via spildevandsplanen har truffet beslutning om kloakering af et opland, er der tilslutningspligt, når forsyningen har ført stik frem til grundgrænsen. Kommunen afgør, hvornår den fysiske tilslutning skal være gennemført.
Indenfor fastlagt opland i spildevandsplanen er det kloakforsyningen, der står for etablering, drift og vedligeholdelse af ledninger m.v. frem til grundgrænsen, mens grundejeren indenfor eget areal er forpligtiget til for egen regning at bekoste udførelse og vedligeholdelse af ledninger.
Der findes 4 forskellige kloakeringstyper: Fælleskloak, separatkloak, spildevandskloak og regnvandskloak.
- Fælleskloak: Alt spildevand afledes i samme ledningsnet (både overfladevand og husspildevand).
- Separat kloak: Overfladevand og husspildevand afledes i hver sin ledning.
- Spildevandskloak (Spv): Kun husspildevand afledes til offentlig kloak (overfladevand håndteres af grundejer).
- Regnvandskloak (Regn): Kun afledning af overfladevand (veje og pladser).
Desuden angives det også i spildevandsplanens kortværk om oplandet er privat kloakeret.
I spildevandsplanens kortgrundlag kan alle nuværende og planlagte kloakoplande ses og det er muligt at fremsøge en adresse. Alle kloakoplande er farvelagt efter kloakeringstype, og man kan i signaturforklaringen få yderligere oplysninger om oplandets status og eventuelle planlagte ændringer. Alle oplande, som er planlagt ændret, er markeret med skravering. Kortet har et lag med tidsplan og ved at zoome ind på en adresse oplyses, hvornår kloakeringen planlægges udført. For at komme til kortgrundlaget klik på link til kort over kloakering.
For detaljerede oplysninger om kloakoplande og tilhørende udløb henvises til spildevandsplanens kloakoplandsskemaer 'Oplandsskema-status og 'Oplandsskema-plan'. Af kloakoplandsskemaer fremgår blandt andet oplandets størrelse, befæstede areal og tørvejrsvandføring opgjort i personekvivalenter (PE). For at se skemaerne klik på henholdsvis link til Oplandsskema-Status og link til Oplandsskema-Plan
Udledte vand- og stofmængder fra regnbetingede udløb, fremgår at udløbsskemaerne Udløbsskema-Status og Udløbsskema-Plan. For at se skemaerne klik på henholdsvis link til udløbsskema-Status og link til Udløbsskema-Plan. Udledning af overfladevand fra separatkloak er beregnet på grundlag af oplandets befæstede areal og den årlige nedbørsmængde. Udledninger fra overløbsbygværker er beregnet i ved at simulere ledningsnettet under påvirkning med historiske regnserier (i modelerings-programmet Mike Urban). De opgjorte udløbsmængder dækker over et såkaldt "normal-år", og udtrykker således den gennemsnitlige årlige belastning.
Kolonihaver
I forbindelse med denne revision af spildevandsplanen, vil Holbæk Kommune fastlægge en plan for den fremtidige spildevandshåndtering i både dag- og kolonihaver.
Der skelnes mellem kolonihaver (huse med mulighed for overnatning) og daghaver, som kun benyttes som nyttehaver. I daghaverne er der ikke mulighed for overnatning og her produceres der således ikke spildevand.
Antal haver i Holbæk Kommune fremgår af nedenstående oversigt:
Navn | Type | Antal haver | Bygninger | Plan, kloakopland |
Daghaver Svinninge | Kommunal | 8 | Ingen | Ingen |
Daghaver Slåenstien | Kommunal | 13 | Små skure | Separatkloakeret |
Rødtjørnevej | Kommunal | 28 | Små skure | Separatkloakeret |
Ved Parken | Kommunal | 9 | Ingen | Separatkloakeret |
Haveforeningen Trekanten | Kommunal | 12 | Ingen | Separatkloakeret |
Humlehaverne | Kommunal | 24 | Små skure | Spildevandskloakeret |
Nyttehaver ved Agervang | Kommunal | 4 | Små skure | Halvdel Sep. Kloakeret |
Haveforeningen Møllevangen | Kommunal | 20 | Huse | Separatkloakeret |
Haveforeningen Rørvangsparken | Kommunal | 165 | Huse | Ingen |
Haveforeningen Granløseparken | Kommunal | 100 | Huse | Ingen |
Haveforeningen 1912 | Kommunal | 22 | Huse | Separatkloakeret |
Nyttehaver ved Ladegårdsallen | Kommunal | 22 | Ingen | Ingen |
Haveforeningen Slotshaven | Kommunal | 46 | Små skure | Separatkloakeret |
Haveforeningen Fælledparken | Kommunal | 63 | Huse | Separatkloakeret |
Hf. Toftegaards Fritidshaver |
Privat |
17 |
Huse |
Fælleshus kloakeret |
Jf. spildevandsplan 2016-2020 er flere af kolonihaverne beliggende i et opland, der viser at området er separatkloakeret/spildevandskloakeret - uden at det faktisk er kloakeret. Nogle steder er et fælleshus kloakeret, andre steder er etableret en samletank ved fælleshuset, som beboerne kan benytte. På de enkelte grunde er der flere steder etableret forskellige lokale løsninger
Kommunens største kolonihaveområde er beliggende ved Rørvangsparken og Granløseparken og der har tidligere været fokus på dette område. Disse kolonihaver ligger udenfor kloakoplande, men meget tæt på vigtige kildepladser for vandindvinding til Holbæk by. Fors A/S har nærliggende boringer.
Kolonihavehus
Begge foreninger er beliggende i vandindvindingsopland, hvor hovedparten af haverne ligger indenfor OSD-områder (Særligt Drikkevands Område). Yderligere er den sydlige del af Grandløseparken et nitratfølsomt område. Det er således vigtigt, at der ikke sker nedsivning af spildevand i dette område.
Der er tidligere iværksat undersøgelser af spildevandshåndteringen i området med det formål, at der skulle etableres samletanke, hvor der produceres spildevand. Denne løsningsmodel var der opbakning til både fra haveforeningerne, Fors A/S og Holbæk Kommune. Arbejdet blev desværre ikke afsluttet.
Holbæk Kommune har løbende meddelt tilladelser til samletanke i området, og har genoptaget undersøgelserne med henblik på at finde en fremtidig plan for området, og fastlægge den i spildevandsplanen.
I kontakten med foreningerne i forbindelse med nærværende undersøgelser har det ikke været kommunens indtryk, at der er ønsker om, at de enkelte grunde bliver omfattet af kloakering med opkrævning af tilslutningsbidrag for hver grund.
Fors A/S har tidligere foreslået nedenstående løsninger for spildevandsforholdene i kolonihaver:
- Fors A/S vil gerne lave et spildevandsstik til de beskrevne områder, og herefter er det op til ejerne (Holbæk Kommune) at kloakere. Det er en dyr løsning og hverken kommune eller kolonihaveforeningerne ønsker dette.
- Den anden løsning, som Fors A/S foreslår, er samletanke, der tilsluttes den kommunale tømningsordning. Den løsning praktiseres allerede i de to store haveforeninger Rørvangsparken og Granløseparken.
På denne baggrund har Holbæk Kommune ved denne revision af spildevandsplanen udtaget alle områder vedrørende dag- og kolonihaver af planen, således at den fremtidige spildevandshåndtering i disse områder, skal håndteres via samletanke, der skal godkendes af Holbæk Kommune.
Holbæk Kommune vil desuden fastlægge spildevandsforholdene i den løbende kontraktfornyelse med Kolonihaveforbundet.
Vejarealer og ledningsanlæg med andet ejerskab
Status
Vejarealer, der er beliggende inden for kloakoplande, afvandes som udgangspunkt til Fors A/S`s afvandingsanlæg.
Vejrist efter regnvejr
I kloakoplande, som kun er kloakeret for spildevand, afvandes vejene til drænsystemer, grøfter eller regnvandet nedsives.
Vejarealer, der er beliggende uden for de i spildevandsplanen afgrænsede kloakoplande, afvandes enten til Holbæk Kommunes afvandingsanlæg eller afledes separat til recipienten enten via nedsivning til jorden eller udløb til lokale vandløb, søer m.m.
Ud over vejanlæg findes også andre ledningsanlæg med andet ejerskab, som f.eks. ledninger ejet af grundejerforeninger, skoler og havne. Ejerskab af ledningsanlæg fremgår som udgangspunkt af ledningsdatabasen, men der kan stadig være områder, hvor databasen ikke er opdateret.
Plan
Der er ikke planlagt ændringer i forhold til status. Ved etablering af nye kloakoplande skal regnvand fra vejarealer, hvor det er hensigtsmæssigt og miljømæssigt forsvarligt, afledes via vejgrøfter eller lignende, hvorfra det enten nedsives eller afledes til nærmeste recipient.
Ved større vejanlæg etableres regnvandsbassiner inden udløb til recipienten.
I planperioden vil Fors A/S afklare ejerskab af fremmede ledninger, således at dette fremgår af ledningsdatabasen.
Såfremt spildevandsledninger i planperioden bliver overflødige i forhold til Fors A/S drift (ex. i fælleskloakerede områder) og ledningerne fremover kun benyttes til bortledning af vejvand, kan overdragelse af ledninger til kommunens vejmyndighed kun ske efter forudgående aftale med og accept af Holbæk Kommune og når ledningerne er renoveret og i god stand.
Maksimal afløbskoefficient
Den maksimale afløbskoefficient er et udtryk for, hvor stor en del af det regnvand, der falder på matriklen i en givet områdetype, der må afledes til kloak.
Holbæk Museum set fra Klosterstræde
Spildevands-systemet er dimensioneret til afledning af en vis mængde regnvand/overfladevand og den tilladte udledning er fastlagt ved en maksimal afløbskoefficient for de enkelte områdetyper
Anvendelse jf. Kommuneplan og lokalplaner | Maksimalt tilladelig afløbskoefficient |
Boligområder, åben lav | 0,25 |
Boligområder, etageboliger og tæt lav | 0,5 |
Centerområder, industriområder, håndværk, kontor og serviceområder | 0,7 |
De fastsatte afløbskoefficienter skal følges, når der tilbygges eller nybygges på en matrikel. Ændres anvendelsen af et allerede kloakeret område, er det som udgangspunkt afløbskoefficienten for den eksisterende anvendelse, der er gældende, idet Fors A/S`s eksisterende ledningssystem er dimensioneret hertil. Dette gælder hvor der ændres til en højere afløbskoefficient. Det vil sige, hvis der ex. etableres et industriområde i et eksisterende boligområde er den maksimale afløbskoefficient 0,25. Hvis der derimod ex. etableres et boligområde (åben lav) i et eksisterende centerområde, er den maksimale afløbskoefficient stadig 0,25.
Ved ekstrem regnhændelser kan ledningssystemet ikke bortlede alt vand, derfor er det vigtigt, at ejendomme og områder indrettes sådan, at vandet samler sig i lavninger, hvor der ikke er bygninger, infrastruktur og andre værdifulde anlæg, der kan tage skade.
Faktorer der har betydning for beregning af, hvor meget regnvand der må udledes, er beskrevet under dimensionering.
Regneeksempel for tilladt afløbsmængde fra forskellig indrettede ejendomme findes i Bilag - Beregning af afløbskoefficient .