Det åbne land
I en række søer og vandløb i kommunen er spildevand fra ukloakerede ejendomme en væsentlig årsag til, at vandkvalitetsmålsætningen ikke kan overholdes. Dette skyldes blandt andet spildevandets høje indhold af organisk stof, ammoniak, næringssalte og bakterier.
Forurenet vand fra udløb
Krav til spildevandsrensning og planlagt kloakering i det åbne land fremgår af spildevandsplanens kort. For at se kravene, klik på link til spildevandsplanens kort for det åbne land.
Ved påbud om forbedret rensning i det åbne land, gives som minimum en tidsfrist på 2 år inden påbuddet skal efterleves.
Specielt om nedsivning af spildevand
Spildevand fra spredt bebyggelse kan håndteres ved nedsivning. Det skal imidlertid sikres, at nedsivning kan ske uden at forurene grundvandet. Nedsivningsanlæg kan som hovedregel kun etableres i en sikkerhedsafstand på mere end 300 meter mellem drikkevandsboringer og nedsivningsanlæg. I Holbæk Kommune er det muligt at få tilladelse til at nedsive spildevand de fleste steder, også i 'område med særlig drikkevandsinteresse' (OSD). Indenfor de nitratfølsomme indvindingsområder (NFI) kan nedsivning af spildevand udgøre en større risiko da der er tale om områder, hvor den naturlige beskyttelse af grundvandet ikke er god. På denne baggrund kan nedsivning af spildevand som hovedregel ikke forøges i områder med NFI. I indsatsplanerne for grundvandsbeskyttelse er det beskrevet, om der kan ske nedsivning i et NFI-område. Der vil altid blive foretaget en konkret vurdering for den enkelte ejendom, om der er risiko for forurening af grundvandet ved nedsivning af spildevand.
Etablering af fælles nedsivningsanlæg eller til tæt nedsivning for flere end 30 PE (personækvivalenter) kan som hovedregel ikke tillades etableret i OSD af hensyn til grundvandsbeskyttelsen. Der kan i nogle tilfælde dispenseres efter de generelle regler, hvis der ikke kan findes andre egnede løsninger mht. spildevandshåndtering, og når det vurderes at de hydrogeologiske forhold betyder, at nedsivningen vil kunne ske uden risiko for forurening af grundvandet.
Vejvand er også at betragte som spildevand. Af hensyn til grundvandsbeskytttelse gives der normalt ikke tilladelse til punktnedsivning i anlæg indenfor områder med særlig drikkevandsinteresser (OSD) og indvindingsoplande (IOL). Nedsivning af vejvand via grøfter med vegetationsdække er derimod acceptabelt, da nedsivningen på den måde ikke bliver koncentreret et sted, men spredt over et større område. Hvis det i enkeltstående tilfælde er noget nær umuligt at komme af med vejvandet på anden måde, vil kommunen på baggrund af en konkret trusselsvurdering overveje nedsivning, dog altid med krav om at der før nedsivningen etableres et bassin efterfulgt af sandfang og olieudskiller.
Områder uden rensekrav
Spildevandsforholdene udenfor de udpegede renseklasseoplande (dvs. områder uden rensekrav), vil ikke blive reguleret gennem påbud om forbedret spildevandsrensning, jf. Vandområdeplanen. Er et anlæg årsag til forurening af omgivelserne eller forårsager uhygiejniske forhold kan kommunen give påbud om forbedret spildevandsrensning. I områder uden rensekrav tilstræber og anbefaler Holbæk Kommune, at der ved nye ejendomme og ved nyetablering af lokale renseanlæg anvendes tidssvarende rensemetoder.
Med en tidssvarende rensning menes rensemetoder, der er mere effektive end mekaniske anlæg (septiktanke, bundfældningstanke etc.). Dette kunne være pileanlæg, sandfilteranlæg, rodzoneanlæg, minirenseanlæg etc.
Antal ejendomme med krav om forbedret resning
Registreringen af de nuværende afløbsforhold i områder udenfor kloakoplande er baseret på oplysninger fra registrering af afløbsforholdene på ejendommene samt fra Bygnings- og Boligregisteret (BBR).
De registrerede data for det åbne land er opstillet i nedenstående tabeller.
Ejendomme i det åbne land som ikke kloakeres | |
Renseklasse | Rensekrav ej overholdt |
<O | - |
O | 358 |
OP | 111 |
SO | 1064 |
SOP | 657 |
Sum | 2191 |
Der skal samtidig bemærkes, at spildevandsplanen udlægger ca. 1329 ejendomme til kloakering. Disse indgår ikke i ovenstående opgørelse.
Administrationspraksis
De adresser som ikke opfylder rensekravet og samtidig ikke er udpeget til kloakering, vil modtage et påbud om forbedret spildevandsrensning. Inden kommunen meddeler påbud til grundejerne, skal dette påbud varsles i henhold til miljøbeskyttelsesloven.
Der meddeles påbud om forbedret rensning, hvis følgende forhold er gældende:
- Recipienten er forurenet, så den vedtagne vandkvalitetsmålsætning ikke er opfyldt.
- Ejendommens afløbsforhold og udledningspunkt er sandsynliggjort/dokumenteret.
- Ejendommen bidrager til en forurening af den pågældende recipient.
Det er ikke afgørende for et påbud, om den enkelte ejendoms bidrag til forureningen af den konkrete recipient er lille eller stort, idet ingen ejendom har ret til at forurene.
Modtageren af påbuddet kan således ikke stille krav om, at ejendommens bidrag til forurening er dokumenteret via konkrete målinger eller analyser. Dokumentationskravene for påbud opfyldes gennem Vandområdeplanerne, samt Holbæk Kommunes kortlægning af spildevandsudledningerne i området.
I forbindelse med udstedelse af påbud skal kommunen tilbyde grundejerne mulighed for kontraktligt medlemskab af kloakforsyningen, samt orientere grundejeren om, hvordan kommunen vil sikre, at rensekravet bliver opfyldt, hvis grundejeren tager imod tilbuddet om kontraktligt medlemskab af kloakforsyningen.
Det står ejeren frit at vælge enten selv at udføre et anlæg, der kan opfylde de stillede krav, eller at benytte sig af tilbuddet om kontraktligt medlemskab af kloakforsyningen. Vælges et kontraktligt medlemskab af kloakforsyningen overtager kloakforsyningen ansvaret for spildevandsrensningen. Tilbuddet kan kun gives til helårsboliger (herunder landbrugsejendomme), hvorfra der alene afledes husspildevand, men ikke til sommerhuse og erhvervsejendomme. Helårsboliger med fællesprivate spildevandsanlæg kan heller ikke modtage tilbuddet.
I nogle tilfælde vælger Holbæk Kommune at foretage et tilsyn for at undersøge de nuværende afløbsforhold. I forbindelse med registreringen af afløbsforholdene må det forventes, at der observeres miljømæssigt uforsvarlige anlæg, som f.eks. anlæg med udledning på jordoverfladen, nyanlæg uden tilladelse, anlæg der bevirker uhygiejniske forhold eller anlæg som er registret med ikke godkendt nedsivning (kode 30 i BBR) og som alligevel udleder spildevand eller nedsiver indenfor beskyttelseszone for drikkevandsindvinding.
Miljøbeskyttelseslovens påbudsregler
Påbuddet vil indeholde en frist for, hvornår det skal være efterkommet.
Inden der træffes afgørelse om påbud eller forbud, skal adressaten for disse beslutninger skriftligt varsles om sagen og gøres bekendt med sin adgang til aktindsigt og til at udtale sig efter forvaltningsloven. Ejeren bør i samme forbindelse opfordres til at bidrage med oplysninger, der kan belyse omkostninger, fordele og ulemper ved beslutningen, jf. Miljøbeskyttelsesloven § 75 stk. 1.
Uanset anlæggets beliggenhed i forhold til overfladevand kan der udstedes påbud, hvis der er tale om uhygiejniske forhold.
Påbud kan udstedes i henhold til bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter, kap. 5 vedr. uhygiejniske forhold mm. Hvis der er tale om alvorlig miljøbelastning, kan der nedlægges forbud mod benyttelse af anlægget: Miljøbeskyttelsesloven § 30 stk. 2: Kan forureningen ikke umiddelbart afhjælpes, kan kommunalbestyrelsen nedlægge forbud imod forsat drift af anlægget.
Politianmeldelse
Inden udløb af tidsfristen i påbuddet skal anlægget være etableret og i drift. Hvis dette ikke er tilfældet, er der tale om et ulovligt forhold. Miljøbeskyttelsesloven § 69 stk. 1: Tilsynsmyndigheden skal meddele den ansvarlige, at det ulovlige forhold skal bringes til ophør. Hvis dette ikke fører til at forholdet bringes i orden, kan kommunen politianmelde den ansvarlige af hensyn til et ligelighedshensyn overfor de grundejere, der har gennemført de nødvendige investeringer i forbedret spildevandsrensning.