Mobilitetsplan

Forord

Vi skal sikre, at der er gode muligheder for transport i hele kommunen, at vi kommer effektivt fra A til B, og at vi gør det på en sund og klimavenlig måde.

Derfor har Holbæk kommune udviklet en mobilitetsplan, hvori retningen for den fremtidige mobilitet i kommunen er beskrevet. Med mobilitetsplanen kigger Holbæk Kommune på tværs og kombinerer de værktøjer, der kan påvirke mobilitetsudbud, -efterspørgsel og -adfærd. Herunder: fysisk planlægning og anlæg, trafikplanlægning, informationskampagner, virksomhedssamarbejde og tilbud til grupper som børn, unge og ældre.

 

Kort om Mobilitetsplanen

Folk og virksomheder flytter til Holbæk Kommune. Der opføres nye erhvervs- og boligområder, og der bliver flere og flere biler på vejene.

Derfor er der behov for at planlægge, hvordan vi bevæger os rundt i kommunen. Vi skal sikre, at der er gode muligheder for transport i hele kommunen, at vi kommer effektivt fra A til B, og at vi gør det på en sund og klimavenlig måde. Derfor har Kommunalbestyrelsen besluttet en Mobilitetsplan for Holbæk Kommune i sommeren 2023.

Mobilitetsplanen er en sektorplan til Holbæk Kommunes klimastrategi, Holbæk2050, bl.a. andet fordi transportsektoren står for 25% af den samlede CO2-udledning. Mobilitetsplanen skal bidrage til en reduktion af CO2-udledningen fra transportsektoren med 39% frem mod 2030.

Mobilitet dækker over alt bevægelse rundt i kommunen - og ud og ind af kommunen. Bilisme, cyklisme, fodgængere, offentlig transport mv. på veje, stier, skinner og over vand. Det handler om dig og mig, om virksomheder, offentligt og privat ansatte, varer og gods.

Du kan se hele processen med at lave mobilitetsplanen på kommunens virtuelle inddragelsesplatform deltag.holbaek.dk.

Mobilitetsplanen består af tre dokumenter:

  1. Se mobilitetsplanen på dette link, som er hoveddokumentet og beskriver retning og handlinger i sammenhæng
  2. Se Handlingsoversigten på dette link, hvori alle handlinger er oplistet og beskrevet uden sammenhæng
  3. Se analysebilaget på dette link, som rummer en gennemgang af de processer og analyser, der ligger til grund for mobilitetsplanen

 

Om handlingerne i mobilitetsplanen

Mobilitetsplanen rummer tre konkrete målsætninger for mobiliteten i kommunen.

Mobilitetsplanen har til formål at sikre, at vi vælger mobilitetsløsninger, der:

  1. sikrer, at vi opnår og opretholder en effektiv transport i hele Holbæk Kommune.
  2. bidrager til en reduktion af CO2-udledningen i Kommunen.
  3. tilbyder en sund, tryg og lige transport for alle.

Hertil kommer en række handlinger, som skal sikre, at vi når de målsætninger.

Kommunalbestyrelsen og udvalgene skal med tiden beslutte hvilke handlinger, der skal sættes i gang. Herefter skal handlingerne tilpasses til den virkelighed, de skal være en del af.

F.eks. er der en handling, der omhandler tidsbegrænsning på parkering i Holbæk by med mulighed for at købe licens til parkering i længere tid, hvis man bor eller arbejder i byen. Handlingen er med i planen, fordi den vil mindske CO2-udledningen. Men det er ikke fastlagt, hvor der skal være tidsbegrænsning, hvor meget en licens skal koste, hvor længe man må parkere mv. Alt dette vil først blive besluttet, når og hvis handlingen skal føres ud i livet.

Prioritering af konkrete cykelstiprojekter indgår ikke direkte i mobilitetsplanen, men er vedtaget i kommunens Cykelstiplan.

På dette link kommer du til cykelstiplanen 

Spørgsmål

Har du spørgsmål til mobilitetsplanen, kan du kontakte enten kommunens mobilitetsafdeling eller vejmyndighed på Mobilitet@holb.dk og vejogtrafik@holb.dk