Områdets kystnære del og den højtliggende nordøstlige del nord for Kastrup og Løserup, samt størstedelen af områdets vestlige del udpeges til bevaringsværdigt. Hele området er desuden vurderet som oplevelsesrigt landskab.
Herregårdslandskabet ved Hørbygård
I den vestlige del ved Hagestedgård og Hørbygård har området herregårdspræg, med store marker og skove samt fravær af anden bebyggelse end de to herregårde.
Det er vigtigt at bevare landskabets store skala i området.
Møllebjerg
Den nordvestlige del er kuperet med mange mindre ejendomme og en hastig vekselvirkning mellem naturområder, mindre bevoksede områder og mindre husmandssteder. Eksisterende bebyggelse underordner sig landskabet, og putter sig typisk i skovkanter eller ved foden af bakkerne.
Det er vigtigt at evt. ny bebyggelse ikke fremtræder dominerende i landskabet.
Kystlandskabet på Tuse Næs
I de kystnære områder, samt i den højtliggende nordøstlige del nord for Kisserup, er der en tydelig oplevelse af kysten i området.
Evt. ny bebyggelse skal underordne sig kystlandskabet og den eksisterende bebyggelse i området. Det vil sige bebyggelsen skal holdes lav og placeres indenfor eksisterende beplantning.