2. Orø

Nøglekarakter

Orø er karakteriseret ved at være en mindre ø, og kysten præger derfor særligt området. Området er let bakket og præget af landbrugsdrift. Der er flere nye skove på Orø, men ellers er det sommerhusområderne der skaber den grønne struktur. Bebyggelsen ligger hovedsageligt i landsbyerne og som spredte, enkeltliggende gårde på markfladerne.

Beliggenhed

Karakterområdet er en ø, beliggende i Isefjorden nordøst for Holbæk by, mellem Tuse Næs og Hornsherred i Frederikssund Kommune. Området grænser ikke direkte op til andre områder, da det er adskilt af vand mod fastlandet.

Landskabskarakter – Landskabets kendetegn

Orø er et forholdsvis åbent landbrugs landskab, der er præget af nærheden til kysten. Terrænet er jævnt bølget. I den sydlige del er der dog markante bakker i form af Stensbjerg og Møllebjerg. Området er beliggende på en ø, og nærheden og fornemmelsen af kysten er derfor tydelig i området. Landskabet er præget af landbrugsdrift og også i nogen grad af turismen på øen. Størstedelen af gårdene er relativt små, men der findes enkelte større jordbesiddere på øen. Ved mange af gårdene er der et mindre erhverv eller et turisterhverv som gårdsalg, galleri, café eller lignende. Der er i nyere tid etableret flere større skove på Orø. Ellers findes beplantningen hovedsageligt omkring gårdene og i sommerhusområderne. Hovedbyen på Orø er Bybjerg, som i nogen grad er udbygget med nye boligområder.

De geologiske karaktertræk

Geologi og terræn

Orø har et jævnt bølget morænelandskab med enkelte højere områder som Møllebjerg der ligger sydvest for Gamløse og Stensbjerg, der er et markant langstrakt bakkedrag (ås), der ligger nord for Bybjerg. Den østlige del af øen ligger generelt højere end den vestlige del. Landskabet er dannet under sidste istid. Efterfølgende har havet eroderet i istidslandskabet, og sammen med en relativ landhævning på 3,5 meter har det eroderede materiale skabt de flader af marint forland, som flere steder findes langs kysten - som for eksempel ved Forklædet på Orøs østkyst. Desuden har dannelsen af marint forland i nordøst bundet den tidligere lille moræne-ø Næsset sammen med resten af Orø.

Hydrologi

Der er et karakteristisk fravær af vandløb og søer på øen.

Kyst

Orøs kyst veksler mellem strandenge, vådere områder og kystskrænter. Strandbredden er generelt smal og stenet. På den nordvestlige del af øen ved Nørre Stænge findes en mindre sandstrand.
Der er i dag to havne med færgeforbindelse til fastlandet. Det drejer sig om Orø Havn (ved Brønde) med forbindelse til Holbæk og Østre Færge med forbindelse til Hammer Bakker i Hornsherred.

De kulturbetingede karaktertræk

Landskabskarakterens oprindelse

Landskabskarakterens oprindelse tager afsæt i at karakterområdet er en ø, samt landboreformerne og områdets udskiftning.

Dyrkningsform

Landbrugslandskabet er overvejende opdyrkede marker af middel størrelse.

Bevoksningsstruktur

Bevoksningsstrukturen er kendetegnet ved, at der er en nyere større sammenhængende skov vest for Næsbyvej (Hegneskoven) på den østlige del af Orø, herudover er der kun få mindre og ældre skovstykker. Den nyere skov består af løvtræer, mens de spredte mindre skovstykker i større grad er præget af nåletræer.

Der er mange beskyttede sten- og jorddiger i området, de er mange steder tilgroede og derfor synlige. Der et karakteristisk fravær af egentlige plantede hegn på øen. Der ses flere steder enkelte ældre gamle graner eller mindre buske, som tyder på at der tidligere har været flere hegn, men at disse ikke er fornyet.

Sommerhusområderne fremstår som grønne områder, da de har bevoksning i kanten og også er meget præget af bevoksning inde i områderne. Sommerhusområderne virker derfor ikke dominerende og påvirker kun i mindre grad oplevelsen af landskabet.

Bebyggelsesstruktur

Der er fire bysamfund på øen, Næsby, Gamløse, Bybjerg og Brønde. Bybjerg har gennemgået en bymæssig udvikling og Gamløse og Brønde er vokset sammen med sommerhusområder. I Næsby findes enkelte gamle fiskerhuse, og Snave færgested med mole ses lidt syd for landsbyen, herfra foregik der tidligere fiskeri.

Der er fire større sommerhusområder på øen – Salvig, Gamløse, Brønde og ved Næsby. Herudover ligger der et mindre område ved Børrehoved.
På den østlige del af øen er gårdstrukturen tættere end på den vestlige del af øen. Størstedelen af gårdene er relativt små, men der findes enkelte større jordbesiddere på øen. Generelt er landbrugsområderne præget af spredte gårde. Ved mange af gårdene er der et mindre erhverv eller et turisterhverv som gårdsalg, galleri, café eller lignende.

Kulturhistoriske spor

Den mest markante kulturhistoriske fortælling i landskabet ses i den gamle landsbystruktur i Næsby. Landsbystrukturen fremstår meget klar og oprindelig.
Herudover har færgehavnene kulturhistorisk værdi. Ud over de to havne ved Brønde og Østre Færge ligger Snave færgested lige syd for Næsby. Herfra var der overfart til Rendebæk i Hornsherred.


Tekniske anlæg

Landskabet opleves overvejende som uforstyrret og der er et fravær af tekniske anlæg i området. I den vestlige del ved Flenø står der 6 mindre vindmøller ganske tæt på kysten. Da vindmøllerne er ældre og kun ca. 44 meter i totalhøjde ses de kun fra den vestlige del af øen, og de opleves ikke som dominerende.
Kyndbyværket der ligger udenfor området i Hornsherred er et stort teknisk anlæg, der præger oplevelsen af kysten på den nordlige og østlige del af øen.

Rumlige og visuelle forhold

Den rumlige oplevelse

Landskabet er karakteriseret ved en mellem skala, der afspejles i områdets struktur af marker og de mindre landsbyer og sommerhusområder der præger landskabet. Landskabet har generelt en enkel karakter, der er kendetegnet ved mønstre af marker der veksler mellem oplevelsen af landsbyerne og sommerhusområdernes kanter. I det åbne land ligger middelstore til større landbrug oftest tilbagetrukket fra vejene.
De mange kystskrænter skaber oplevelsesrige rum ved kysten. Sommerhusområderne, bebyggelsen ved Næsby og skovbevoksning begrænser dog udsigten mod kysten, og disse områder bevirker at der skabes en kontrast mellem de store uforstyrrede blik over kystlandskabet og til oplevelsen af kysten, når man bevæger sig rundt på de centrale veje på øen. Mod sydvest er der udsigt til Holbæk by, mod vest Tuse Næs´ skovklædte skrænter og sommerhusområder. Mod nord er der større udsigt over Isefjordens vande. Mod nord-øst domineres udsigten af Kyndbyværket mens mod øst ses Hornsherreds varierede landskab med bebyggelser, landbrug og spredt beplantning.

Statisk kort

1. Strandbredden er generelt smal og stenet. Ved campingpladsen ved Nørre Stænge, er stranden dog lidt bredere

2. Flere steder ses ældre granhegn

3. Der er mange sten- og jorddiger, og flere steder er de helt eller delvist bevoksede

4. Syd for Næsby ligger Snave færgested, hvor der tidligere var mulighed for overfart til Hornsherred

5. Kysten opleves tydeligt mange steder

6. Orø Præstegård