Nøglekarakter
Jyderup skovlandskab er et kuperet landskab. Den sydlige del af karakterområdet er et storbakket istidslandskab, mens den nordlige del, omkring Hjembæk, er mindre bakket. Der er landbrugsdrift i hele området, dog er den nordlige del mere præget af landbrugsdrift end den sydlige. Området er kendetegnet ved større skovområder vekslende mellem store løvskove og mindre plantager. Der er to Herregårde i området; Dønnerup Gods og Agersvold Gods. Bebyggelsen ligger hovedsageligt i områdets landsbyer samt langs landevejene.
Beliggenhed
Jyderup skovlandskab ligger i den vestligste del af kommunen nord og syd for Jyderup. Området afgrænses af Store Åmose og Skamstrup Bakkelandskab mod syd og syd øst og Kundby Hatbakkelandskab mod nord og nordøst.
Landskabskarakter – Landskabets kendetegn
Jyderup skovlandskab er karakteriseret ved et relativt kuperet landskab i mellem skala. I den sydlige del af karakterområdet (syd for Jyderup) består landskabet af et storbakket istidslandskab. I den nordlige del (nord for Jyderup) er bakkerne mindre og mere jævnt spredt ud over hele området. Karakterområdet er kendetegnet ved større skovområder, der veksler mellem større løvskove og plantager af både løv og gran. Skov bevoksningerne ligger primært i den centrale og vestlige del af området mens området mod sydøst, øst og nordøst er et landbrugslandskab i omdrift. Der er enkelte stendiger i området og flere solitære træer især i landskabet ved Dønnerup Gods syd for Jyderup. Bebyggelsen ligger primært i de mindre landsbyer samt ved Jyderup, som er den største by i området.
Delområder
Dønnerup Gods
Herregårdslandskabet ved Dønnerup gods er et delområde da det fremstår som et egentligt herregårdslandskab med højstammede bøgeskove, store marker og stendiger.
Hjembæk
Den nordligste del af karakterområdet er et delområde idet området skiller sig ud fra det resterende karakterområde, ved at være et mere udpræget landbrugslandskab og terrænet er mere fladt. Det fremstår derfor mindre dramatisk end det stærkt kuperede terræn med de store skove. Området er stærkt præget af tekniske anlæg – særligt højspændingsmasten, som går på tværs og er meget dominerende i landskabet.
De geologiske karaktertræk
Geologi og terræn
I den sydlige del af karakterområdet præger randmorænebakkerne den vestlige rand mod Kalundborg kommune, mens store rullende bakker karakteriserer den centrale del. Her er landskabet skabt af et dødislandskab med issøbakker. I skovområdet Møsten, ved Dønnerup gods findes flere moseområder, som er skabt mellem issøbakkerne. I den nordlige del af karakterområdet er området fortsat et dødislandskab men med færre issøbakker, som gør terrænet mindre kuperet i forhold til den sydlige del af karakterområdet. Centralt i karakterområdet grænser området op til Skarresø, som er skabt af isens kræfter.
Hydrologi
Der er få vandelementer i området i form af mindre søer ved Dønnerup gods, samt moseområderne, som dog ikke opleves særligt, da de ligger i de store skovområder. Skarresø er det primære vandelement, som i høj grad sætter sit præg på Jyderup by og området omkring i form af oplevelsesrige udsigter.
Omkring skovområdet Store Møsten, er der flere moseområder. Syd for Skarresø ligger Kongens Møller, som er en samling af flere vandmøller, området vidner derfor om et vandrigt landskab.
De kulturbetingede karaktertræk
Landskabskarakterens oprindelse
Landskabskarakterens oprindelse tager afsæt i landboreformerne og områdets udskiftning, der dog er udviklet med afsæt i det geologiske grundlag og de store skovområder der også i dag præger området. Tilstedeværelsen af herregården Dønnerup Gods sætter også sit præg på området.
Dyrkningsstruktur
Arealanvendelsen veksler mellem dyrkede landbrugsflader og større skovbevoksninger, der veksler mellem store bøgeskove og mere blandede plantager. Der er stendiger i området særligt ved Dønnerup gods, som vidner om et herregårdslandskab. Området nord for Jyderup er ligeledes præget af skovene Grevinde- og Stokkebjerg skov. Længst mod nord omkring Hjembæk, er arealanvendelsen mere intensiv landbrugsdrift og fremstår derfor mere åbent og udnyttet. Hjembæk er den centrale by i området. Byen er stjerneudskiftet og der er enkelte spor tilbage fra dette i form af diger.
Bevoksningsstruktur
Bevoksningsstrukturen er kendetegnet ved større sammenhængende skovområder særligt i den sydlige og centrale del af området. Længst mod syd ved grænsen mod Åmosen ligger Hørdal plantage. Længere mod nord er det de store bøgeskove, der tegner landskabsoplevelsen i det storbakkede dødislandskab omkring store Møsten, Dønnerup, Torved og Delhoved skov. Nord for Jyderup sætter Grevinde skov og Stokkebjerg skov et stort præg på oplevelsen af landskabet, men skovene her, har mere karakter af drift og er derfor mere vekslende mellem nål og løv. Længst mod nord omkring Hjembæk er hegnene med til at understrege markernes inddeling og de tidligere digestrukturer fra stjerneudskiftningen omkring Hjembæk. Her er flere mindre grupper af træer.
Bebyggelsesstruktur
Bebyggelsesstrukturen holder sig primært til de mindre landsbyer i området, samt langs landevejene, hvor husene ligger ved vejene. Der er enkelte husmandsudstykninger i området ved Katrinebjerg i den syd østlige del samt ved Godthåb i den nordlige del af området.
Jyderup er den største by i området, men byranden har ikke en stor dominerende indvirkning på det omkringliggende landskab, da det putter sig i skovområderne omkring.
Boligområdet Langåsen som ligger i den sydvestlige del af området, er kommet til i 1960érne. Boligområdet er ikke synligt og dermed ikke dominerende i området. Ellers er der som udgangspunkt ikke sket en udvikling af landsbyer eller bebyggelser i området.
Kulturhistoriske spor
Mod vest langs Åmose Å ligger 5 vandmøller, Øresø, Strids, Rangle, Tyske og Gryde Mølle – i dag samlet under betegnelsen Kongens Møller. Møllerne er fra 1700 tallet og har fungeret frem til første halvdel af 1900 tallet.
Dønnerup Gods ligger i den centrale del af området. Godset er en herregård opført i 1730 som en erstatning for gårdene i Landsbyen Dønnerup. I den nordlige del ligger Aggersvold Gods, som stammer fra 1630. De nuværende bygninger er opført omkring 1830 og er for nyligt totalt renoveret. Agersvold Gods er i dag et konferencecenter.
Landsbyen Hjembæk som ligger i den nordlige del er en tidligere stjerneudskiftet landsby.
Tekniske anlæg
Slagelsevej går gennem området fra nord til syd. Ved Jyderup gennemskæres området af skovvejen og jernbanen mod Kalundborg.
Længst mod nord (Nord for Hjembæk) krydses området af en Højspændingsledning.
Rumlige og visuelle forhold
Den rumlige oplevelse
Karakterområdet opleves som et mellemskala område, der afspejles i vekselvirkningen mellem de dyrkede landbrugsflader og de store skove, som inddeler landskabet i store rum. De store skove skaber en markant rummelig oplevelse, der understreges af det bakkede terræn. I den nordlige det af karakterområdet opleves området mere åbent og som et mere udpræget landbrugslandskab.
Herregårdslandskabet ved Dønnerup Gods
Herregårdslandskabet ved Dønnerup Gods
Landbrugslandskabet ved Hjembæk
Landbrugslandskabet ved Hjembæk
Landskabet er kendetegnet ved vekselvirkning mellem skove og åbne arealer der er dyrket eller har overdrevskarakter
Landskabet er kendetegnet ved vekselvirkning mellem skove og åbne arealer der er dyrket eller har overdrevskarakter
Skovene præger området
Skovene præger området
Bromølle Kro en af de fem vandmøller ved Åmose Å
Bromølle Kro en af de fem vandmøller ved Åmose Å