Karakterstyrke
Særlig karakteristisk
Landskabet ved Skamstrup, Sørninge, Tømmerup og Vinskoven er særlig karakteristisk. De karaktergivende elementer i form af terræn, stjerneudskiftede landsbyer med marker i mellemstørrelse, levende hegn med buske og småtræer samt sten- og jorddiger fremtræder tydelige og intakte. Ligeledes fremstår Vinskoven som et særligt karakteristisk element, der giver en særlig rumdannende karakter til området og deler de stjerneudskiftede landsbyer op i individuelle enheder. Vinskoven trækker også en del af naboområdets herregårdslandskab ind i karakterområdet.
Karakteristisk
Mod syd og nord er terrænet mindre karakteristisk, terrænet flader ud mod nord og syd. Ved Bennebo er der færre hegn og de er mindre karakteristiske. Ved Brokøb, Skellingsted og Ulkestrup er terrænet også fladere, og det skråner generelt mod syd og det flade terræn ved Åmosen.
Kontrasterende
Brokøb overdrev og Skellingsted gamle grusgrav er et kontrasterende område. Der er gravet grus mellem Skellingsted og Brokøb og de gamle grusgrave har fungeret som lossepladser, der nu er dækket til med et jordlag. Området fremstår i dag som et større rekreativt område med stier, shelters mv. Nord herfor er Brokøb overdrev som er et husmandsområde på den dårlige jord. Her ligger mange mindre ejendomme spredt i landskabet. Her er mindre landbrugsmæssig udnyttelse og flere naturområder.
Tilstand
God
Området ved Skamstrup, Sørninge og Tømmerup har en god tilstand. Her fremstår de karaktergivende elementer i form af stjerneudskiftning, hegn og diger i god tilstand. Ligeledes fremstår skovområderne mellem disse landsbyer også i god tilstand.
Middel
Den øvrige del af området fremstår i middel tilstand, da de bærer mere præg af den landbrugsmæssige udvikling og dermed udviskning af de oprindelige stjerneudskiftningsstrukturer i landskabet.
Visuelle oplevelsesværdier
Oplevelsesrigt landskab
Stjerneudskiftede landsbyer
Skamstrup, Sørninge, Tømmerup, skovene og skovbrynene og de mest markante bakker centralt i området. Områderne fremstår med en stor tidsdybde og Vinskoven markerer landskabsrummene så de enkelte landsbyer fremstår som selvstændige landskabrum.
Oplevelsesrigt punkt
Knøsen er et oplevelsesrigt punkt hvorfra der er udsigt særligt mod nord og øst, og her opleves således landskabets særlige karakteristiske stjerneudskiftninger.