Nøglekarakter
Brorfelde bakker er et kuperet og dramatisk bakke landskab skabt gennem flere istider. Området er dels udnyttet til landbrug og markbrug og hvor terrænet er for kuperet er der flere steder afgræssede overdrevsarealer. I området er der en vekselvirkning mellem skove, åbne naturområder og marker. Bebyggelsen i området underordner sig landskabet og flere steder udnyttes de store grusforekomster i bakkerne.
Beliggenhed
Området ligger i den centrale del af kommunen. Mod nord afgrænses området mod Søstrup Dødislandskab. Mod øst af Tølløse Landbrugslandskab og mod syd af Østrup Landbrugslandskab.
Landskabskarakter – Landskabets kendetegn
Brorfelde områdets markante kuperede terræn med issøbakker betyder, at de naturgivne forhold i området har stor betydning for arealanvendelsen. Hvor terrænet er for stejlt til landbrugsmaskiner, udnyttes arealerne til græsning eller skov eller henligger som naturområder.
Det kuperede terræn betyder at landskabet fremstår med en varieret skala. Der veksles mellem små lukkede rum – i dalene, og udsigter over større vidder – på toppen af bakkerne.
Karakterområdet indeholder ikke meget bebyggelse, og er sandsynligvis opdyrket og befolket senere end de omkringliggende mindre kuperede karakterområder. I den østlige del ligger herregården Sofienholm, mens den vestlige del har præg af husmandsudstykninger, hvor jorden har dårligere jordbundsmæssig beskaffenhed. På grund af terrænets former er bebyggelsen ikke synlig over større afstande, og bebyggelsen ”putter sig” også ofte i det kuperede terræn.
Delområder
Galge Overdrev
I den østlige del ved Galge Overdrev er der et delområde, der bærer præg af husmandsudstykninger. Her ligger flere mindre ejendomme, og arealudnyttelsen indikerer, at der er tale om ringere jord. Her er hyppigere skift i arealudnyttelsen, og færre arealer i omdrift, samt flere græs- og naturområder.
De geologiske karaktertræk
Geologi og terræn
Områdets geologiske dannelse er dødislandskab med markante issøbakker. De markante issøbakker er dannet i dødisen, hvor store isklumper lå i området, og smeltevand fra gletsjerranden, der på daværende tidspunkt lå tæt på, løb ud i området og bragte sand og grus med, som lagde sig i lavningerne imellem de store smeltende isklumper. Endnu et isfremstød har dækket landskabet med moræneler, men har derudover kun påvirket landskabet ganske svagt. Da dødisen senere smeltede væk, lå sand og grus tilbage som fladtoppede bakker, mens lavninger står tilbage, der hvor de store isklumper lå.
Der er således tale om et kuperet landskab, og det dramatiske bakkede landskab kaldes også populært/lokalt for ”De Sjællandske alper”.
Hydrologi
Lavningerne hvor de store isklumper lå, da landskabet blev dannet, fremstår i dag som søer. Maglesø og Grøntved Sø er de største søer i området, men der findes mange søer i området. Der er et enkelt lille vandløb – Rusrenden, der udspringer i den centrale del af området, og løber mod nordvest.
De kulturbetingede karaktertræk
Landskabskarakterens oprindelse
Landskabskarakterens oprindelse er stærkt præget af den geologiske dannelse under istiden. Området er dog som de øvrige karakterområder også præget af landboreformerne og udskiftningstiden, men i Brorfelde Bakker har denne udvikling tydeligvis underordnet sig det dramatiske terræn hvorfor landskabskarakterens oprindelse også er en kobling mellem landskabets geologiske grundlag og udviklingen af landbrugslandskabet.
Dyrkningsstruktur
Det meget kuperede terræn betyder, at der er mange afgræssede overdrevsarealer. Specielt på de stejle skråninger omkring de store søer, er der mange overdrevsarealer, der anvendes til græsning. Hvor terrænet er mere fladt, består den landbrugsmæssige udnyttelse af dyrkede marker i omdrift.
Bevoksningsstruktur
Området er generelt meget præget af bevoksning i form af egentlige skove og mindre bevoksninger. I den østlige del ved Sofienholm ligger områdets største egentlige skove; Brorfelde Skov, som er gammel skov og Grøntved Overdrev, som består af nåletræer. I den vestlige del ligger Galge Overdrev, der også er en større sammenhængende skovbevoksning.
Der er generelt mange bevoksede diger i området, hvilket også bidrager til oplevelsen af et landskab der i høj grad er præget af meget bevoksning.
Det kuperede terræn har besværliggjort sammenlægning af marker, som man ellers ser i flere andre karakterområder. På den baggrund er mange bevoksede diger bevaret og terrænets form har givet en masse bevoksede ”lommer” i landskabet.
Bebyggelsesstruktur
Den østlige del af området er præget af herregården Sofienholm og dennes råstofudvinding. I området ved Sofienholm er der et markant fravær af anden bebyggelse, og området har udover herregårdspræg, også et industrielt præg, som følge af grusgravningen i området
Der er kun få mindre landsbyer i området, og et fravær af kirkelandsbyer. Søndersted landsby, der er en kirkelandsby (sognelandsby) ligger tæt op ad karakterområdet, men på den nemt opdyrkelige moræneflade i Søstrup Dødislandskab. Brorfelde landsby er den eneste der ligger centralt i området, de andre små landsbyer, Igelsø, Nørre Vallenderød og Algestrup ligger i overgangszonen mellem det bølgede landskab og det stærkt kuperede bakkelandskab.
I den vestlige del af området, ligger der spredte gårde og husmandssteder. Bebyggelsesstrukturen i den vestlige del afspejler, at området ved Jukkerup nord for Galge Overdrev er udstykket til mindre husmandssteder. Området bærer præg af mindre attraktiv landbrugsjord, som derfor er blevet opdelt i små husmandsbrug. Her er der en hyppig vekselvirkning mellem mindre bevoksninger og afgræssede områder.
Der ligger to sommerhusområder i karakterområdet – i den østlige del nord for Maglesø og i den vestlige del Jukkerupvænge. Sommerhusområderne ligger skjult i det kuperede og skovklædte landskab, og opleves nærmest ikke før man er inde i områderne.
Kulturhistoriske spor
Der er flere værdifulde kulturmiljøer i området, et af disse er Brorfelde Observatoriet der ligger centralt i området. Observatoriet blev oprettet i 1953, da bylyset i København gjorde det umuligt at observere rummet fra den gamle lokation på Østervold i København. For at sikre optimale forhold, er området omkring observatoriet fredet mod yderligere lyspåvirkning når det er mørkt. Områderne omkring observatoriet er desuden omfattet af en større landskabsfredning, der beskytter de markante bakker mod ændringer.
Tekniske anlæg
Den geologiske dannelse betyder, at der er værdifulde grus forekomster, og der ligger således tre aktive grusgrave i området. Det drejer sig om Igelsø og Sofieholm i den østlige del og Mogenstrup i den vestlige del. Der ligger en tidligere grusgrav umiddelbart øst for Mogenstrup.
Hovedvejen mellem Holbæk og Ringsted løber gennem området og parallelt hermed løber der en højspændingsledning.
Desuden er Observatoriet også et teknisk anlæg, der vidner om en meningsfuld sammenhæng til naturgrundlaget/landskabet.
Området opleves generelt som fri for tekniske anlæg, da det kuperede terræn betyder, at anlæggene ikke er synlige over store afstande.
Rumlige og visuelle forhold
Den rumlige oplevelse
Landskabet har en varierende skala, hvor terrænet betyder at der veksles mellem små lukkede rum i dalene, og udsigter over større vidder på toppen af bakkerne. Særligt er udsigten fra Brorfelde markant og herfra kan man få et stort indtryk af det bakkede landskab. Fra de issøbakker der ligger i udkanten af området opleves der også store udsigter over naboområderne, der ligger lavere. Det kuperede terræn betyder at landskabet fremstår med en varieret skala.
Den gennemkørende hovedvej 157, Ringstedvej, skærer sig igennem det dramatiske landskab, og man kommer helt tæt på de store bakkeformationer. Her er oplevelsen af ’de sjællandske alper’ meget intens og har høj værdi.
Områdets mange søer med de vandrette vandspejl understreger det kuperede landskab der omkranser søerne. Søerne er med til at definere oplevelsen af landskabsrum, der afgrænses af issøbakkerne. Ved flere af søerne i området herunder ved Maglesø og Grøntved Sø er der fine udsigter.
Maglesø
Maglesø
Det dramatiske bakkede landskab kaldes også populært/lokalt for ”De Sjællandske alper”
Det dramatiske bakkede landskab kaldes også populært/lokalt for ”De Sjællandske alper”
Grusgraven ved Maglesø
Grusgraven ved Maglesø
.
Fra de højtliggende dele af området er der markante udsigter
Fra de højtliggende dele af området er der markante udsigter
Galge Overdrev
Galge Overdrev