I det følgende gives en kortfattet introduktion til landskabskaraktermetoden og forklaringer til de væsentligste begreber, der anvendes i metoden. Landskabskaraktermetoden bruges til at kortlægge og beskrive landskaberne omkring os, herunder variationen af forskellige landskabers karakter. Metoden giver en ensartet og systematisk tilgang til at beskrive, vurdere og opsætte strategiske mål for de enkelte landskaber, og den giver et fælles ”blik” på de enkelte landskabers særlige karaktertræk. Landskabskaraktermetoden dækker kun områder beliggende i landzone. Landskabskaraktermetoden vurderer ikke områdernes naturindhold, men bruges alene til vurdering af det visuelle landskab.
HVORDAN GØR MAN?
Metoden består af fire faser:
Kortlægning
Vurdering
Strategi
Implementering
Arbejdet foretages både gennem skrivebordsanalyser og via feltarbejde, hvor landskaberne besigtiges og kortlægges.
FASE 1. KORTLÆGNING
I kortlægningen afdækkes landskabets geologiske, kulturhistoriske og visuelle forhold.
I kortlægningen opdeles landskabet i en række landskabskarakterområder, der beskrives et for et. For hvert område beskrives, hvad der er særlig karakteristisk for det enkelte landskab, herunder de karaktergivende elementer og arealanvendelse, såsom: Terræn, vand, bevoksning, hegn, skellinjer, veje, bebyggelse, større tekniske anlæg og brugen af landskabet. I kortlægningen beskrives også de rumlige og visuelle forhold såsom områdets skala, kompleksitet, struktur og mønstre, rumlige afgrænsning og visuel uro.
For hvert område skrives en sammenfattende beskrivelse af landskabskarakteren.
FASE 2. VURDERING
Med afsæt i Fase 1. vurderes de enkelte landskabskarakterområders:
Karakterstyrke - hvor tydelig er landskabskarakteren og samspillet mellem naturgrundlaget, og hvordan landskabet er blevet brugt. Karakterstyrken vurderes inden for det enkelte område og ikke i forhold til de andre landskabskarakterområder.
Tilstanden - hvor intakt er landskabskarakteren og tilstanden af landskabselementerne, og hvor forstyrret er området af større tekniske anlæg.
Sårbarhed - hvor sårbar er landskabskarakteren i forhold til de gældende udviklingstendenser eller kommende forandringer.
Særlige visuelle oplevelsesmuligheder - hvor er der værdifulde udsigter, markante terrænformer eller kulturhistoriske mønstre og steder.
FASE 3. STRATEGI
På baggrund af vurderingen inddeles de forskellige landskabskarakterområder i underområder, hvortil der knyttes strategiske mål. De strategiske mål tildeles på baggrund af områdernes karakterstyrke, tilstand og særlige visuelle oplevelsesmuligheder.
FASE 4. IMPLEMENTERING
Landskabskarakterkortlægningen er et rent landskabeligt input til planlægningen. Et input som alene varetager de landskabelige hensyn. Landskabskarakterkortlægningen spiller ind på kommuneplanens hovedstruktur, retningslinjer og rammer for det åbne land. Det landskabelige input skal i den videre planlægning afvejes med andre interesser og hensyn, når der planlægges og udvikles i kommunen.
BEGREBER I METODEN
LANDSKABSKARAKTER
Landskabskarakteren er samspillet mellem et områdes naturgrundlag, kulturhistorie/arealanvendelse og områdets rumlige/visuelle forhold. Landskabskarakteren er det der kendetegner et landskab - og samtidig adskiller det fra de omkringliggende landskaber.
KARAKTEROMRÅDER
Et landskabskarakterområde er et område som adskiller sig fra de omliggende landskaber ved at have et unikt, tydeligt, ensartet og genkendeligt samspil mellem naturgrundlaget, kulturhistorien/arealanvendelsen og områdets særlige visuelle og rumlige forhold.
DELOMRÅDER
Inden for et landskabskarakterområde kan der være mindre områder, som skiller sig ud karaktermæssigt, men som er for små til at være selvstændige karakterområder. De betegnes som delområder.
NATURGRUNDLAG
Et områdes naturskabte elementer - den geologiske dannelse, jordbund, terrænformer og vandelementer.
LANDSKABSELEMENTER
De menneskeskabte enkeltdele som man oplever i landskabet. Det er fx hegn, diger, skove, markfelter, skellinjer, veje, bebyggelse, større tekniske anlæg mv.
RUMLIGE VISUELLE FORHOLD
Det rumlige visuelle landskab er det landskab, som vi kan se og opleve. De rumlige og visuelle forhold kan beskrives gennem:
Skala - landskabselementernes og landskabsrummenes dimensioner opdelt i stor, middel eller lille skala.
Rumlige afgrænsninger - hvor åbent er landskabet, og hvad afgrænser landskabets rum.
Kompleksitet - hvor sammensat er landskabet af forskellige typer af elementer.
Strukturer - danner de karaktergivende landskabselementer særlige strukturer eller mønstre eller har de en tydelige orientering.
Visuel uro - hvordan præges oplevelsen af større tekniske anlæg og elementer i bevægelse - vindmøller eller passerende biler.
KYSTFORLANDET
Kystforlandet er den del af det kystnære landskab, hvor der er visuel sammenhæng med den tilstødende vandflade og terrænhældningen er orienteret mod kysten.
ORIENTERINGSPUNKTER
Særlige elementer der kendetegner et område eller fungerer som ”landmarks” man kan orientere sig efter i landskabet.
Skemaet viser, hvordan områderne tildeles strategiske mål. Er der dele af området der er vurderet som oplevelsesrigt eller kystforland rykker det et niveau op.