Verden står midt i en biodiversitetskrise. Arter forsvinder i et tempo, der ikke er set tidligere i menneskets historie – og det gælder også i Danmark og i Holbæk Kommune. Krisen skyldes i høj grad vores måde at bruge vores land: Opdyrkning, dræning, brug af gødning og byudvikling har haft store og langvarige konsekvenser for naturen.
Samtidig står vi over for en klimakrise. Heldigvis går mange indsatser hånd i hånd – de tiltag, der fremmer biodiversiteten, kan ofte også mindske CO₂-udledning og styrke vores klimatilpasning. Men det kræver, at vi tænker helhedsorienteret. Et ensidigt fokus på enten klima eller biodiversitet kan betyde, at vi mister værdifulde synergieffekter – eller endda risikerer, at løsninger på den ene krise skader arbejdet med den anden. Samtidigt må vi ikke blive handlingslammede og nogle gang må vi tage svære beslutninger og prioriterer noget over andet.
Holbæk Kommune vil være ambitiøs på naturens vegne. Vi sætter mål, der forpligter – og som kræver handling her og nu. Vi ved, at det forudsætter politisk vilje og klare prioriteringer. Men det kræver også, at vi løfter i fællesskab: fra kommunens ledelse og administration til daginstitutioner, skoler, virksomheder, lokalsamfund og den enkelte borger. Vi ved, at små skridt har stor betydning. Mere vildskab i haverne, grønne skolegårde, byrum med plads til planter og insekter – alle bidrag tæller.
Vi vil også styrke borgernes viden om biodiversitet. Viden skaber ejerskab og ansvarsfølelse. Hvis vi skal sikre, at kommende generationer også får glæde af et rigt plante- og dyreliv, må vi vide, hvorfor det er vigtigt at passe på naturen – og hvad der skal til for at give den bedre vilkår.
Hovedmålet med biodiversitetsstrategien er at stoppe tilbagegangen i den biologiske mangfoldighed og skabe rammerne for en rigere og mere varieret natur i Holbæk Kommune. Strategien er bygget op omkring en række delmål, der hver især ledsages af konkrete handlinger. Vi er klar til at tage fat – og vi glæder os til at skabe en fremtid med mere liv og mere biodiversitet.
Karen Thestrup, Formand for Klima, Miljø og Natur