Til forsiden
| Høringer og afgørelser | EAN, CVR & SE | Kontakt |
 
Øvrige byer
Øvrige byer

Du er her: Home Temaplaner Strategisk varmeplan Øvrige byer

Fjernvarmelandsbyer

Holbæk Kommune er speciel på grund af sin struktur på varmeforsyningsområdet, hvor andelen af fjernvarme er meget lille. Hvor landsgennemsnittet for fjernvarme ligger omkring de 65 % af varmemarkedet, dækker fjernvarme og blokvarme under 10 % i Holbæk Kommune. Heraf findes langt hovedparten i de tre mindre byer Mørkøv, Jyderup og St. Merløse. Erfaringerne med fjernvarme i kommunen er derfor indtil videre få.

Mørkøv Varmeværk forsyner lidt over halvdelen af bygningerne i Mørkøv med naturgasbaseret fjernvarme. Varmeforsyningen i de resterende bygninger i Mørkøv er primært baseret på el (14 %), olie (10 %) og naturgas (10 %). Mørkøv Varmeværk er på Energistyrelsens liste over de 35 nødlidende værker, der har fået tilladelse til at opføre 1 MW biomassebaseret varmeproduktion uanset samfundsøkonomi, hvilket svarer til 2/3 af byens årlige varmebehov.

Jyderup Varmeværk er ligeledes naturgasbaseret og forsyner ca. halvdelen af bygningerne i Jyderup med fjernvarme. Varmeforsyningen i de resterende bygninger i Jyderup er primært baseret på naturgas (23 %), el (12 %) og olie (10 %).
Store dele af St. Merløse er udlagt til fjernvarme. St. Merløse Varmeværk fyrer med halm, men bruger olie som spids- og reservelast. 2/3 af bygningerne i St. Merløse har fjernvarme som opvarmningsform, mens varmebehovet i de resterende bygninger primært dækkes af olie (16 %) og el (12 %).

Holbæk Forsyning A/S ejer og driver Jyderup og St. Merløse Varmeværker. I Jyderup arbejdes der på at etablere et solvarmeanlæg, som kan supplere den eksisterende naturgasbaserede varmeproduktion. Solvarmeanlægget vil kunne stå for 15-20 % af varmeproduktionen.

For alle 3 fjernvarmebyer gælder det, at der forventes en fortætning af de eksisterende fjernvarmeområder i forbindelse med udfasningen af oliefyr.


Gaslandsbyer

Der er 18 byer i Holbæk Kommune ud over Holbæk by, hvor varmebehovet primært dækkes af naturgasfyr. I disse byer har 60 % af bygningerne naturgas som opvarmningsform, mens 19 % anvender olie, og 15 % anvender el. Det samlede varmebehov i de 18 byer er ca. 250.000 MWh/år, svarende til 35 % af det samlede varmebehov i Holbæk Kommune.

To mulige opvarmningsformer som alternativ til individuelle naturgasfyr er gas hybridvarmepumper, jordvarme eller luft/vand varmepumper. Teknologierne er nærmere beskrevet i faktaboksene. Beregninger viser, at den enkelte forbruger set over en 20-årig periode kan opnå en årlig besparelse på ca. 15.000 kr. ved varmepumpealternativerne på trods af en højere initialinvestering. Besparelsen stammer primært fra den lavere brændselspris.

Gas hybridvarmepumper er ikke en endelig løsning i forhold til udfasning af fossile brændsler inden 2035. Gas hybridvarmepumpen kan dog ses som et skridt i den rigtige retning, idet de bidrager til øget brug af varmepumper og giver bygninger, der ikke umiddelbart er egnede til ren varmepumpeforsyning, mulighed for at anvende varmepumper alligevel til at dække 70-80 % af varmebehovet. Samtidig udnyttes den eksisterende naturgasinfrastruktur. Forbedrede boligstandarder i form af boligrenoveringer kan yderligere bidrage til brug af varmepumpen og dermed reducere naturgasforbruget.

Gas hybridvarmepumpe
En gas hybridvarmepumpe kombinerer en naturgaskedel og en luft/vand varmepumpe. Gas hybridvarmepumpen kan etableres som et helt nyt anlæg, eller varmepumpedelen kan etableres som et tillæg til en eksisterende naturgaskedel. Varmepumpen dækker typisk 70-80 % af det årlige varmebehov. Investeringen i en gas hybridvarmepumpe inkl. ny naturgaskedel beløber sig til ca. 100.000 kr. Set over en 20-årig periode opnås en besparelse på i alt ca. 50.000 kr.









Olielandsbyer

Der eksisterer tre landsbyer i Holbæk Kommune, hvor varmebehovet primært dækkes af oliefyr – Ny Hagested, Bybjerg og Tingerup-Smidstrup. I disse byer har 57 % af bygningerne individuelle oliefyr. Det samlede varmebehov for de tre olielandsbyer er ca. 7.000 MWh/år, svarende til 1 % af det samlede varmebehov for Holbæk Kommune.

Den bymæssige struktur i olielandsbyerne gør det muligt at anvende en kollektiv tilgang i forbindelse med konvertering af de individuelle oliefyr til alternative varmeproduktionsanlæg. Etableringen af et eller flere fælles jordvarmeanlæg, et brinelaug (se faktaboks), reducerer den enkelte boligejers investeringer i et jordvarmeanlæg, der generelt er mere effektivt end en luft/vand varmepumpe.

Den bymæssige struktur muliggør endvidere etablering af lokal kollektiv biomassefyret fjernvarme. Denne løsning er i høj grad følsom for, hvilken tilslutning det er muligt at opnå. Med de nuværende samfundstendenser i form af affolkning af landsbyområder er der risiko for, at det reelle varmegrundlag over en årrække bliver væsentligt lavere end det, der eksisterer på nuværende tidspunkt. Implementeringen af denne løsning kræver derfor en omfattende analyse af det planmæssige grundlag.

Herudover er der mulighed for etablering af individuelle opvarmningsformer i form af varmepumper – eventuelt i forbindelse med et eksisterende oliefyr – eller træpillefyr. Disse løsninger er nærmere beskrevet i afsnittet om tiltag i det åbne land og i faktaboksene.

Brinelaug
Et brinelaug består af en gruppe af boligejere, der går sammen om at investere i et fælles jordvarmeanlæg, som forsyner hver boligejers individuelle varmepumpe. Herved mindskes den enkelte boligejers investeringsomkostninger i et jordvarmeanlæg. Samtidig muliggøres etablering af jordvarme for boliger, der ikke har mulighed for etablering af et jordvarmeanlæg på egen grund. Investeringen beløber sig til ca. 110.000 kr. per bolig. De årlige omkostninger for den enkelte boligejer afhænger af antallet af boligejere i brinelauget.


Holbæk Kommune | Kanalstræde 2 | 4300 Holbæk | telefon: 72 36 36 36 | e-mail: post@holb.dk