Til forsiden
| Høringer og afgørelser | EAN, CVR & SE | Kontakt |
 
Det åbne land
Det åbne land

Du er her: Home Temaplaner Strategisk varmeplan Det åbne land

Det samlede varmebehov for det åbne land er estimeret til ca. 150.000 MWh, svarende til lidt over 20 % af det samlede varmebehov for Holbæk Kommune. Figur 9 herunder viser fordelingen af opvarmningsform blandt bygningerne i det åbne land. Lidt over halvdelen anvender olie (52 %) efterfulgt af el (20 %) og biomasse (17 %).

Omlægningen af de individuelle oliefyr til en varmeforsyning baseret på vedvarende energi kan dermed bidrage væsentligt til den samlede målsætning om fossilfrihed. Tre potentielle alternative teknologier er træpillefyr, luft/vand varmepumpe og jordvarmeanlæg. Beregninger viser, at for alle tre teknologier kan forbrugeren set over en 20-årig periode opnå en årlig besparelse i størrelsesordenen 8-10.000 kr. sammenlignet med fortsat oliefyring. Brændselsomkostningerne til træpillefyr er højere end for luft/vand varmepumpe og jordvarmeanlæg. Til gengæld er drift og vedligeholdelsesomkostningerne lavere.


Figur 9: Opvarmningsform i det åbne land

Den høje initialinvestering kan være en væsentlig hindring for at vælge en luft/vand varmepumpe og jordvarmeanlæg på trods af den bedre økonomi set over anlæggets levetid. En finansieringsordning vil afhjælpe dette, og flere modeller diskuteres og afprøves i øjeblikket forskellige steder i landet. I en sådan forretningsmodel tager et forsyningsselskab ansvar for varmeproduktionen i den enkelte husstand, hvilket indebærer alt lige fra energitjek af husstanden, valg af teknisk varmepumpeløsning, investering i varmepumpen, til installation, drift og afregning af varme hos kunden. Boligejeren står, som det eneste, for klargøring af husstanden til en varmepumpeløsning, hvorefter forbrugeren blot betaler for det reelle varmeforbrug.

Luft/vand varmepumpe
En luft/vand varmepumpe udnytter energien i udeluften til at producere varme og varmt vand til huset ved hjælp af tilførslen af el. Luft/vand varmepumpen består af en udedel og en indedel. Udedelen er en stor ventilator, som optager energien fra luften. I indedelen overføres varmen til centralvarmeanlægget typisk med radiatorer samt produktion af varmt brugsvand. Luft/vand varmepumper er bedst egnede i nyere huse med god isolering og til varmesystemer med en fremløbstemperatur på maks. 55 °C. Investeringen i en luft/vand varmepumpe beløber sig til ca. 100.000 kr. Luft/vand varmepumpen er driftssikker, nem at betjene og kræver ikke påfyldning af brændsel. På grund af udedelens luftindtag er der ofte støj forbundet med brug af en luft/vand varmepumpe.

Som alternativ til en løsning, hvor en oliefyret bolig konverteres fuldt til opvarmning med varmepumpe, er det muligt at etablere en hybridløsning, hvor en mindre varmepumpe installeres og det eksisterende oliefyr beholdes til at varetage varmeproduktion i de koldeste timer. En sådan løsning medvirker ikke til en fuld udfasning af oliefyr, men resulterer dog i en væsentlig økonomisk besparelse for forbrugeren. Overslagsmæssige beregninger viser, at der kan opnås en besparelse i den årlige udgift til opvarmning på ca. 30 % sammenlignet med oliefyr uden varmepumpe.

Træpillefyr
Et træpillefyr producerer varme ved afbrænding af træpiller. Træpillerne tilføres fyrets magasin, der automatisk overfører træpillerne til brænderen. Forbrændingen finder sted under tilførsel af luft via en indbygget blæser. Træpillefyret er eldrevet. Jo mere moderne træpillefyret er, desto mere automatisk styret bliver det. Træpillefyret kræver mere vedligeholdelse og tid til påfyldning af brændsel end et oliefyr. Investeringen i et træpillefyr beløber sig til ca. 60.000 kr., hvilket svarer til investeringen i et nyt oliefyr. Til gengæld er der en stor besparelse at hente på brændselsprisen.



Jordvarmeanlæg
Et jordvarmeanlæg består af en udedel og en indedel. Indedelen omfatter en varmepumpe samt en varmtvandsbeholder. Udedelen består af et kredsløb af slanger udlagt i de øvre jordlag. Jordvarmeanlægget udnytter solens opvarmning af de øvre jordlag til at levere energi til varmepumpens varmeproduktion. Dermed er jordvarmeanlægget mindre følsomt over for temperaturændringer end luft/vand varmepumpen og har også en større virkningsgrad. Jordvarmeanlægget er normalt pladskrævende, men lodrette boringer er også en mulighed. Som tommelfingerregel kræver et jordvarmeanlæg, at havens areal er tre gange så stort som boligens. Herudover kræver et jordvarmeanlæg, at huset er velisoleret. Jordvarmeanlægget er driftsikkert, nemt at betjene, støjfrit, vedligeholdelsesfrit og giver billig varme over tid. Investeringen i et jordvarmeanlæg beløber sig typisk til ca. 130.000 kr.

Holbæk Kommune | Kanalstræde 2 | 4300 Holbæk | telefon: 72 36 36 36 | e-mail: post@holb.dk