Planportal
Kommuneplan
Temaplaner
Lokalplaner
Gå til forsiden
Print
Lokalplaner
Kommuneplan
Andre planer
Annoncering

Du er her: Home / Temaplaner / Spildevand 2020-2030 / Ret og pligt / Offentlig eller privat kloak

Offentlig eller privat kloak

Ved offentlige spildevandsanlæg forstås anlæg, hvor Fors A/S har ansvaret for drift og vedligeholdelse. Det vedrører renseanlæg, bygværker, kloakanlæg med mere.

Ved private spildevandsanlæg forstås anlæg, hvor Fors A/S ikke ejer og derfor ikke har ansvaret for drift og vedligeholdelse. Ofte vedrører dette stikledninger på privat grund, fællesprivate ledningsanlæg mv.

I betalingsvedtægten for spildevandsanlæg under Holbæk Kommunes kloakforsyning er angivet følgende:

I offentlig kloakerede områder er kommunen forpligtet til at føre en stikledning frem til grundgrænsen for en ejendom eller til områdeafgrænsningen for et privat spildevandsanlæg."

I det følgende er vist 3 eksempler på fastlæggelse af grænsen mellem privat og offentlig kloak:

Standardsituation

Snitflade er ved matrikelskel

Standardsituation

Stikledningen forsyner to ejendomme på hver sin matrikel

Som hovedregel gælder at snitfladen mellem offentlig og privat kloak ved ejendom 1 er ved matrikelskel mellem ejendom 1 og 2.

Snitflade mellem offentlig og privat kloak ved ejendom 2 er ved brønd, hvor spildevand fra ejendom 1 ledes til.

Stikledning forsyner 2 ejendomme på hver sin matrikel

Stikledningen forsyner to ejendomme på samme matrikel

Snitflade mellem offentlig og privat kloak er ved matrikelskel, da der kun er tale om en matrikel selvom der er flere ejendomme på.

Ved senere udstykning forbliver anlægget som udgangspunkt privat.

2 ejendomme på samme matrikel

Offentlig kloakanlæg på privat areal

I forbindelse med kloakering af ejendomme i det åbne land samt ved udvidelser og ændringer af kloakoplande kan det i et vist omfang blive nødvendigt at etablere ledningsanlæg (pumpestationer, kloakledninger m.m.) på private arealer.

Når der kloakeres, skal Fors A/S kunne aftage spildevandet fra ejendommens stue niveau, det bliver derfor nødvendigt at etablere pumper mange steder. Pumper, der betjener én ejendom, placeres på ejendommen og søges forsynet med el fra ejendommen, og der tinglyses en servitut om respekt for anlæg og adgangsrettigheder for vedligeholdelse og tilsyn. Pumpestationer der betjener én eller få ejendomme bestykkes med én pumpe. Strømforbruget til pumpestationen kompenseres ud fra pumpet vandmængde.

Generelt gælder det, at offentlige ledningsanlæg etableret udenfor offentlig vejareal sikres ved tinglysning af deklaration på de enkelte matrikler. Grundejere, der berøres af ovennævnte og som pålægges servitut, kontaktes skriftligt under detailprojekteringen.

Det søges at indgå frivillige aftaler mellem de berørte grundejere og Fors A/S. Alternativt gennemfører kommunen ekspropriation.

Ifølge spildevandsbekendtgørelsens § 5, stk. 1 skal spildevandsplanen indeholde oplysninger om, hvilke ejendomme der forventes at skulle afgive areal eller få pålagt servitut ved gennemførelse af projekter i overensstemmelse med spildevandsplanen.

Af Miljøklagenævnets afgørelse af 24. august 2010 fremgår det, at et tekstafsnit kombineret med kortmateriale må anses for fyldestgørende.

Det er i spildevandsplanen kun muligt, at angive den omtrentlige placering af de fremtidige spildevandsanlæg, herunder linjeføringer for planlagte ledningsanlæg. Ejendomme, der ligger tæt på de angivne spildevandsanlæg kan forvente at blive berørt af anlæggene. Kommunalbestyrelsen kan i nødvendigt omfang træffe beslutning om ekspropriation med henblik på spildevandsanlæggets udførelse og drift.

Til sikring af kloakanlæg på private arealer, vil der mod fornøden erstatning blive tinglyst en deklaration på de pågældende ejendomme.

Deklaration af kloakanlæg

Følgende er gældende ved deklarering af kloakanlæg beliggende på privat ejendom.

1. Deklarationsbælte

Der fastlægges et deklarationsbælte, som minimum skal være 2 meter på hver sin side af ledningsanlægget målt fra midte af ledning. Det er ikke tilladt – uden forudgående tilladelse fra kommunen - at opføre bygninger eller bygningslignende konstruktioner, eller foretage beplantning med træer eller beplantning med buske med dybgående rødder, samt hegn eller i øvrigt iværksætte noget inden for deklarationsbæltet, der kan være til hinder for adgangen til anlægget, eller til skade herfor.

2. Adgang til ledningsanlæg

Ledningsanlægget skal henligge uforstyrret, og der skal til enhver tid gives de berettigede adgang til eftersyn og rensning af ledningsanlægget, samt til at forestå reparations- og vedligeholdelsesarbejder i det omfang forsyningen skønner det nødvendigt.

3. Ulemper samt retablering m.v.

Der skal til enhver tid tåles de ulemper, der kan være forbundet med eventuelle eftersyn, vedligeholdelses- eller reparationsarbejder. I forbindelse med vedligeholdelse- eller reparationsarbejder af ledningsanlægget, foretager ledningsejeren retablering af terræn, belægninger m.v. Erstatning for eventuel forvoldt skade fastlægges ved mindelig overenskomst mellem parterne, eller i mangel heraf, af taksationskommissionen. Påtaleberettiget er Fors A/S.

Deklaration af minipumpestationer

Følgende er gældende ved deklarering af minipumpestation med alt tilbehør (elstyreskab og udluftning) beliggende på privat ejendom

Ved anlæg af minipumpestation på privat grund er den til enhver tid værende ejer af ejendommen pligtig at tåle:

  1. At minipumpestationen med alt tilbehør er beliggende på ejendommen.
  2. Minipumpestationen med alt tilbehør skal henligge uforstyrret og der skal uden forud meddelt varsel gives de til enhver tid berettigede adgang til eftersyn og til at foretage reparations- og vedligeholdelsesarbejder i det omfang Fors A/S skønner det nødvendigt.
  3. Uden forud indhentet tilladelse hos Fors A/S må der indenfor en radius på 2 meter fra brøndmidte ikke foretages bebyggelse og beplantning med træer med store og dybtliggende rødder eller andet, der kan være til skade for anlægget eller til hinder for eftersyns-, reparations- og vedligeholdelsesarbejder.
  4. Uden forud indhentet tilladelse hos Fors A/S må der indenfor en afstand af 0,5 meter omkring styreskab for pumpestation og kabel hertil samt 0,5 meter omkring udluftning og dennes forbindelse til pumpestationen ikke foretages bebyggelse og beplantning med træer med dybtgående rødder eller andet, der kan være til skade for anlægget eller til hinder for eftersyns-, reparations- og vedligeholdelsesarbejder
  5. Der må til enhver tid tåles de ulemper, der kan være forbundet med fremtidige eftersyns-, reparations- og vedligeholdelses arbejder. Erstatning for evt. herved forvoldt skade fastsættes i mangel af mindelig overenskomst af uvildige personer udmeldt af retten.
  6. Påtaleberettiget er Fors A/S.

Offentlig overtagelse af privat kloak

Kloaksystemer projekteret og udført af private bygherrer, og som efterfølgende skal overtages af Fors A/S, skal sendes til godkendelse hos Fors A/S inden anlægsarbejdet igangsættes. Der skal fremsendes teknisk beskrivelse og afregningsgrundlag. Er dette ikke sket, kan Fors A/S kræve anlægget ændret eller afvise at overtage systemet.

Holbæk Kommune · Kanalstræde 2 · 4300 Holbæk · Tlf. 72 36 36 36 · E-mail plan@holb.dk