Planportal
Kommuneplan
Temaplaner
Lokalplaner
Gå til forsiden
Print
Lokalplaner
Kommuneplan
Andre planer
Annoncering

Du er her: Home / Temaplaner / Spildevand 2020-2030 / Politik og mål / Klimaforhold

Klimaforhold

I takt med den globale opvarmning kan vi forvente at de ekstreme regnhændelser bliver kraftigere. Det er ikke rentabelt at udbygge kloaksystemerne, så de kan håndtere vandmængderne for de mest ekstreme regnskyl. Derfor skal der alternative løsninger til.

Fremover vil det være nødvendigt i højere grad at håndtere vandet, hvor det falder eksempelvis ved nedsivning, midlertidig opmagasinering i lavninger eller ved omlægning af terræn og veje, for at sikre overfladisk afstrømning. Dermed kan vand i ekstreme situationer afledes kontrolleret til områder, hvor vandet ikke skader bygninger, infrastruktur m.v.

Miljø- og Fødevareministeriet / Miljøstyrelsen har i samarbejde med en række ministerier, styrelser og organisationer beskrevet forskellige LAR-løsninger blandt andet i forbindelse med skybrud. For at komme videre til hjemmesiden, klik på link til Klimatilpasning - film-om-klimatilpasning - LAR

Den kommunale klimatilpasningsplan fra 2014 indeholder en kortlægning af, hvor der er størst sandsynlighed for oversvømmelser, kombineret med en kortlægning af hvilke værdier, der oversvømmes. Dette resulterer i et risikokort for hele kommunen, hvoraf det fremgår, hvor konsekvenserne af oversvømmelse er størst. For at komme til siden for klimatilpasningsplanen klik på link til klimatilpasningsplan for Holbæk Kommune.

Klimatilpasningsplanen udpeger 11 indsatser som bør undersøges nøjere for årsager til oversvømmelsesrisiko. De fleste af disse områder ligger i Holbæk By. Afværgeforanstaltninger og evt. gennemførsel af disse afhænger bl.a. af, om der kan findes finansiering hertil.

Klimatilpasningsplanen skal revideres i planperioden.

Forsyningens generelle servicemål for dimensionering af separatkloak er angivet til, at rørledninger m.v. skal have en størrelse, der sikrer at opstuvning til terræn kun må forekomme hvert 5 år, men klimatilpasning til mere ekstreme hændelser vil altid være billigst at implementere, hvis det er tænkt ind i anlægsprojekter fra start af.

For at understøtte den kommunale klimatilpasningsplan indeholder denne spildevandsplan et miljømål for Fors A/S som beskrevet herunder.

Herudover arbejdes der løbende på at adskille regn- og spildevand i de ældre fælleskloakerede områder. En af de helt store udfordringer for kloakforsyningen er at håndtere de store vandmængder, der ledes til kloakken som følge af den kraftigere nedbør og bymæssige fortætning. I de fælleskloakerede områder er der mulighed for, at private grundejere kan frakoble regnvand og håndtere regnvandet på egen grund. I særlige tilfælde kan der i den forbindelse ansøges om delvis tilbagebetaling af tilslutningsbidraget. Læs mere om ordningen ved at klikke på link til afdragsordning til kloakudgifter.

Nedløbsrør 

Miljømål

Ved planlægning af nye projekter i afstrømningsoplandet til de 11 udpegede indsatsområder skal forsyningen foretage en klimascreening, som estimerer omkostningerne ved at hæve serviceniveauet til en gentagelsesperiode på 100 år for en maksimal vandstand på 10 cm over terræn.

Miljømålet indbefatter desuden at forsyningen skal rådgive kommunen om hvilke tiltag, der kan iværksættes for at skabe mere klimarobuste projekter. Hvis løsningerne kræver ændring af vejanlæg eller anden kommunal anlægsudgift, kan der indtænkes en samfinansiering, hvor det dog er påkrævet, at løsningen ikke medfører at anlæg og drift er dyrere for forsyningen end hvis der var benyttet traditionelle kloakeringsmetoder.

Det er samtidig en målsætning, at det valgte tiltag til håndtering af ekstreme regnskyl indpasses som en positiv del af bybilledet og gerne i en form, der understøtter byens rekreative liv.

Det skal årligt, forud for kommunens budgetlægning, aftales hvilke indsatsområder, der skal undersøges samt hvilke muligheder, der er for finansiering af projekterne.

Holbæk Havn, Restaurant Suri, efter orkanen Bodil

Holbæk Kommune · Kanalstræde 2 · 4300 Holbæk · Tlf. 72 36 36 36 · E-mail plan@holb.dk