Til forsiden
| Høringer og afgørelser | EAN, CVR & SE | Kontakt |
 
Ledningsanlæg
Rammer for spildevand Strukturplan Det åbne land Renseanlæg Kloakoplande Ledningsanlæg Udløb Slamhåndtering Lokal afledning (LAR) Private anlæg

Du er her: Home Temaplaner Spildevand Rammer for spildevand Ledningsanlæg

Ledningsanlæg

Der er ca. 1000 km offentligt kloaksystem i Holbæk Kommune og hovedparten af kloaksystemet er etableret i perioden fra 1960 til 1990.

Med henblik på at sikre et godt overblik, ensartet administrationsgrundlag og en opdateret viden om kloaksystemet foretages løbende indsamling af kloakdata samt efterfølgende registrering og indtegning heraf.

Offentlige brønde, bygværker og kloakledninger registreres i en afløbsdatabase. I databasen beskrives bl.a. hver enkelt brønds placering og koter (dæksel- og bundkote), samt hver enkelt lednings placering, størrelse og anlægsår. Arbejdet med at validere og forbedre datagrundlaget i ledningsdatabasen sker løbende og forbedres i takt med at der foretages TV-inspektion af ledningsanlægget.

TV-inspektionen af et ledningsanlæg gør det muligt at registrere placering af stikledninger (til vejbrønde og ejendomme), samt ledninger og brøndes fysiske tilstand.

Det samlede registrerede ledningsnet kan ses ved zoom på spildevandsplanens kort over kloakoplande.

Ejerskab

I spildevandsplanens kortlægning af ledningsanlæg fremgår også visse private ledninger. Dette dækker over, at FORS A/S registrerer ledningsanlæg i det omfang det er nødvendigt, for at opnå et dækkende billede af afvandingsforholdene. I princippet er FORS A/S kun forpligtet til at kortlægge egne ledningsanlæg.

Specielt for vejafvanding kan det visse steder være uklart om det er vejafdelingen eller forsyningen der ejer og driver ledningen. FORS A/S vil i samarbejde med kommunen foretage en præcis registrering af ejerforholdet, i de tilfælde hvor ejerskabet endnu er uafklaret.

Generelt gælder det, at vejbrønde og interne ledninger til vejafvanding ejes og drives af vejafdelingen. Hvis vejanlægget ligger i kloakopland, og der kræves afvanding til recipient, er forsyningsselskabet forpligtet til etablere og drive ledningsnettet fra og med stikledning og til udløb. Forsyningen kompenseres for denne udgift i overensstemmelse med betalingsvedtægten. Bidraget afspejler de meromkostninger, som tilledning af vejvandet medfører for de årlige omkostninger til kloakanlæggene.


Kloaksanering

Ifølge miljøbeskyttelsesloven skal Holbæk Kommune redegøre for indsatsen vedrørende fornyelse af kloaksystemet. Seneste høringsudkast af den nye vandsektorlov (ultimo 2015) angiver dog at spildevandsplaner fremover ikke skal redegøre for driftsforhold i forsyninger, herunder saneringsplanlægningen. Efterfølgende gives dog en kort redegørelse for arbejdet med sanering af ledningsnettet.

Kloaksanering dækker over tiltag til forbedring og optimering af kloaksystemet. Dette omfatter bl.a. gravefri renovering (strømpeforing), udskiftning af ledninger ved opgravning, separering af fællesledninger, punktreparationer m.v.

Plan for kloaksanering

Indledningsvis prioriteres udarbejdelsen af fornyelsesplanerne ud fra alderen af kloaksystemet og de kendte driftsproblemer i de enkelte områder. Områdernes afgrænsning beskrives og prioriteres i den overordnede handlingsplan for kloaksanering.

På basis af den overordnede handlingsplan for kloaksanering udarbejdes en række områdevise detaljerede kloaksaneringsplaner. Inden de detaljerede fornyelsesplaner kan udføres kræves gennemført nogle forberedende arbejder, i form af undersøgelser i marken (TV-inspektion, opmålinger mv.).

Det er Holbæk Kommunes mål, at der så vidt muligt separeres, i forbindelse med kloaksanering. Det skal her bemærkes, at en fuld kloakseparering af et opland ikke kan udføres uden at dette fremgår af spildevandsplanen, eller tillæg til denne.

Økonomiske rammer for kloaksanering

I investeringsplanen er afsat midler til systematisk planlægning for detailområder herunder udarbejdelse af en overordnet kloakfornyelsesplan, der udstikker proces, retningslinier og handlingsplan for de kommende års indsats.

Der er planlagt en investeringsramme på ca. 15 mio. kr. årligt til sanering af kloaksystemet, hertil kommer en mere varierende investering i separering af fælleskloakerede oplande (20-30 mio pr år.).
For at anskueliggøre størrelsen af investeringen i kloaksanering i forhold til det langsigtede behov er i diagrammet nedenfor angivet et aldersprofil for samtlige ledninger i FORS A/S.

Ledningsnettets nedskrevne standardværdi er i pris- og levetidskataloget opgjort til 1,3 mia.kr. Hertil kommer brønde med en værdi på 750 mio. kr. Medtages også bassiner og pumpestationer opnås en samlet nedskrevet standardværdi på 2,3 mia. kr. Såfremt denne anlægsværdi skal fornys over en levetid på 60 år, fås en nødvendig investering på ca. 38 mio. kr pr. år.

Aldersprofil opgjort som ledningslængde efter anlægsår. Den sorte kurve angiver det løbende gennemsnit over 5 år.



Eksempel på gravearbejde i by


Dimensioneringsgrundlag

I Spildevandskomiteens skrifter anbefales det, at kloaksystemer der fører regnvand dimensioneres ud fra nogle bestemte kriterier, som er national praksis.

Baggrunden for den nye funktionspraksis er blandt andet, at afløbssystemerne på grund af klimaforandringer fremover vil blive udsat for større regnbelastning end hidtil.

Ved indførelsen af denne nye funktionspraksis vil det for alle nye kloakoplande og fuldt ud fornyede kloakoplande gælde, at regnvandsbetingede oversvømmelser af terræn fra kloakken som minimum ikke vil ske hyppigere end hvert 10. år i fælleskloakerede områder og hvert 5. år i separatkloakerede områder.

Holbæk Kommune har lagt sig fast på serviceniveau og sikkerhedsfaktorer for klimaændringer, beregningsmæssige usikkerheder og øget befæstelse (fortætning), som angivet i nedenstående skema.

Minimumskravene er angivet i skemaet nedenfor, og danner grundlag for den fremtidige dimensionering af kloaksystemerne. Kravene omfatter dimensionering af nye regnvands- og fællesledninger – herunder regnvands- og fællesledninger, der etableres i forbindelse med kloaksanering.

Arealanvendelse

Tilladelig gentagelsesperiode ved

opstuvning til kritisk kote = terræn

Gentagelsesperiode for fuld udnyttelse

af kloakledningernes kapacitet

Fælleskloak for regn- og spildevand

Bolig og erhvervsområder

10 år 2 år

Separatkloak, regnvandsdel

Bolig og erhvervsområder

5 år 1 år

Separatkloak, regnvandsdel

Grønne områder

2 år 1 år

Minimumskrav for tilladelig gentagelsesperiode ved opstuvning til terræn afhængig af arealan-vendelsen

Sikkerhedsfaktorer

Holbæk Kommune ønsker at tage højde for de varslede klimaforandringer i forhold til såvel kloaksanering som nyanlæg. Derfor dimensioneres nye afløbssystemer med et 30% sikkerhedstillæg på vandføringerne for at imødegå den varslede stigende regnintensitet. Klimafaktoren er ændret fra 1,2 til 1,3 ultimo 2015.

Område Faktor
Klimafaktor 1,3
Fortætning (Befæstelse) 1,1
Beregningsusikkerhed 1,05-1,2

Klimafaktoren sikrer, at der tages hensyn til øgede nedbørsmængder, som følge af klimaændringer.

Fortætning tager hensyn til forøgelse af de belagte arealer, f.eks. p-pladser, tilbygninger, større terrassearealer m.m.

Beregningsusikkerheder tager hensyn til beregningsmetoden, herunder detaljeringsgrad og dokumentationsgrad. For niveau 1 anvendes den største usikkerhed på 1,2. Det skal vurderes for hver enkelt sag, hvilke sikkerhedsfaktorer, der skal bruges på den beregningsmæssige usikkerhed.

Der arbejdes med 3 beregningsniveauer ved dimensionering:

  • Niveau 1: Den rationelle metode: Dimensioneringsmetode for mindre afløbssystemer.
  • Niveau 2: Dynamisk model kombineret med CDS-regn: Analyse af simple ukomplicerede afløbssystemer.
  • Niveau 3: Dynamisk model kombineret med historiske regn (LTS): Analyse af komplicerede afløbssystemer.

Sikkerhedsfaktorer og serviceniveau finder anvendelse både ved dimensionering af nye kloakledninger samt ved kapacitetsberegninger på eksisterende systemer. Det skal bemærkes, at der normalt ikke benyttes klimafaktor ved dimensionering af bassiner, men udelukkende ved dimensionering af ledningssystemer.

I Spildevandskomiteens skrift nr. 28 er foretaget en regional vurdering af årsmiddelnedbør, gentagelsesperioder m.m.

Ved fremtidige beregninger i Holbæk Kommune anvendes en årsmiddelnedbør på 600 mm, og ud fra T-års regnintensiteter for T=1,10 eller100. Normalt vælges for T=1 et 10 min. regnskyl på 100 l/s pr. ha.

Eksempel på vand på kørebanen

Eksempel på oversvømmet brønd

Eksempel på oversvømmelse

Eksempel på vand på kørebanen


Fejltilslutninger

Fejltilslutninger af enten spildevand på regnvandssystemer, eller regn/drænvand/indsivende grundvand på spildevandssystemer påvirker miljøet negativt.

Fejltilslutninger skal derfor findes og rettes, og kan forekomme både i offentligt og privat areal.

FORS A/S A/S vurdere løbende hvilke områder der er mest belastet af fejltilslutninger og orienterer Holbæk Kommune derom.

Holbæk Kommune kan udvælge områder med formodede fejltilslutninger, og bemyndige FORS A/S til at undersøge kloakkerne, både i offentligt areal og privat areal.

Undersøgelserne kan blandt andet indebære:

- Spuling og TV-inspektion af kloakker

- Kontrol af brønde

- Indmåling af spildevands og regnvandssystem

- Test af system, med f.eks. farvet vand eller røg

Grundejer skal orienteres inden undersøgelserne iværksættes.

Grundejer er forpligtet til at give adgang ledningssystemet, samt sikre fri adgang til brønde.

Grundejer er berettiget til at få adgang til resultatet af undersøgelsen.

På baggrund af undersøgelsen vil Holbæk Kommune udstede påbud til grundejere med erkendte fejltilslutninger eller med indsivende grundvand på spildevandssystemet.


Holbæk Kommune · Kanalstræde 2 · 4300 Holbæk · Tlf. 72 36 36 36 · E-mail plan@holb.dk