Til forsiden
| Høringer og afgørelser | EAN, CVR & SE | Kontakt |

Naturhandleplaner for Holbæk Kommune
2016 - 2021

 

Forord

I Holbæk Kommune er der i alt fire områder, der rummer så store naturmæssige værdier, at de i år 2000 blev udlagt med en særlig international beskyttelse. Det drejer sig om:

  • Natura 2000-område nr. 155: ”Udby Vig”,
  • Natura 2000-område nr. 156: ”Store Åmose, Skarre Sø og Bregninge Å”,
  • Natura 2000-område nr. 146: ”Hejede Overdrev, Valborup Skov og Valsølille Sø”, og
  • Natura 2000-område nr. 239: ”Ryegård Dyrehave, Bramsnæs, Garveriskoven og Egernæs”.

For de to sidstnævnte områder gælder dog, at der kun er en ganske lille del af områderne (få hektar), der ligger indenfor kommunegrænsen.

Naturstyrelsen har udarbejdet en plan for hver af disse Natura-2000 områder, der giver en række forslag til hvordan man kan sikre, at tilstanden i naturområderne ikke forringes yderligere. Med afsæt i disse planer, har Holbæk Kommune udarbejdet en handleplan for hvert Natura-2000 område. Handleplanerne er blevet til i samarbejde med de kommuner, der har en andel af Natura-2000 området. Handleplanerne beskriver hvordan kommunerne har tænkt sig at målene i statens planer kan opnås.

Kommunerne skal have sat initiativer i gang inden år 2021, der sigter på at opfylde målene i Natura-2000 planerne. Der er ikke en egentlig frist for hvornår målene skal være opfyldt. Dette skyldes både de naturbetingede forhold og at ordningerne skal gennemføres frivilligt.

Disse første kommunale handleplaner vil være gældende frem til næste planperiode, der efter miljømålsloven skal indledes senest den 22. december 2021.

Vedtagelse

Byrådet i Holbæk Kommune har den 9. maj 2017 vedtaget Holbæk Kommunes Naturhandleplaner.

Annoncering

Den offentlige annoncering sker udelukkende digitalt på Holbæk Kommunes planportal fra den 24. maj 2017.

 

Klagevejledning

Holbæk Kommunes Naturhandleplaner kan efter Miljømållovens § 53 påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, for så vidt angår handleplanens indhold og tilvejebringelse, jf. Miljømållovens § 53.

 

Klageberettigede er:

  1. Miljøministeren.
  2. Enhver, der har en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.
  3. Offentlige myndigheder.
  4. Lokale foreninger og organisationer, som har en væsentlig interesse i afgørelsen.
  5. Landsdækkende foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø.
  6. Landsdækkende foreninger og organisationer, som efter deres formål varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser.

Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at planen er offentligt bekendtgjort. Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
Klage til Natur- og Miljøklagenævnet indgives skriftligt til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Myndigheden skal, hvis den vil fastholde afgørelsen, snarest og som udgangspunkt ikke senere end 3 uger efter klagefristens udløb videresende klagen til Natur- og Miljøklagenævnet. Klagen skal ved videresendelsen være ledsaget af den påklagede afgørelse, de dokumenter, der er indgået i sagens bedømmelse, og en udtalelse fra myndigheden med myndighedens bemærkninger til sagen og de anførte klagepunkter.
Når myndigheden videresender klagen til Natur- og Miljøklagenævnet, sender den samtidig en kopi af sin udtalelse til de i klagesagen involverede med en frist for at afgive bemærkninger til Natur- og Miljøklagenævnet på 3 uger fra modtagelsen.
Myndigheden skal straks underrette Natur- og Miljøklagenævnet, hvis den, efter at klagen er videresendt til nævnet, inddrages i forhandlinger med adressaten for afgørelsen og klageren om tilpasninger af det ansøgte projekt, der er af betydning for klagen. Natur- og Miljøklagenævnet kan sætte behandlingen af sagen i bero, indtil forhandlingerne er afsluttet. Myndigheden underretter nævnet om resultatet af forhandlingerne, når de er afsluttet.

Download planer

pdf naturhandleplan_store_aamose_2016_-_2021.pdf (1.5 MB)

pdf hvidbog_store_aamose.pdf (1.3 MB)

pdf naturhandleplan_udby_vig_2016_-2021.pdf (768.6 KB)

pdf hvidbog_udby_vig.pdf (1.5 MB)

pdf naturhandleplan_hejede_overdrev_2016_-_2021.pdf (2.2 MB)

pdf naturhandleplan_ryegaard_dyrehave_2016_-_2021.pdf (1.9 MB)

pdf hvidbog_handleplaner_for_n239_og_n146.pdf (283.2 KB)

Offentlig høring

Holbæk Kommunes forslag til handleplanerne for 2016-2021 har været i høring fra den 20. oktober 2016 til den 15. december 2016. Der er udarbejdet hvidbøger over de indkomne høringssvar. Hvidbøgerne vil indeholde en fortegnelse over de indkomne høringssvar, et kort referat heraf, samt kommunens besvarelse, med efterfølgende indstilling til eventuelle ændringer i handleplanerne. Forslagene er behandlet på byrådsmødet den 9. maj 2017. Hvidbøger fra Natura 2000-område nr. 155: ”Udby Vig, og Natura 2000-område nr. 156: ”Store Åmose, Skarre Sø og Bregninge Å, kan ses under "Download planer". For de øvrige handleplaners vedkommende henvises til Ringsted og Lejre Kommuner, som har stået for udarbejdelse af disse handleplaner.


Holbæk Kommune | Kanalstræde 2 | 4300 Holbæk | telefon: 72 36 36 36 | e-mail: post@holb.dk