Til forsiden
| Høringer og afgørelser | EAN, CVR & SE | Kontakt |
 
Nitrat
Indledning Geologi Hydrogeologi Nitrat Øvrige forureningstrusler Områdeudpegninger

Du er her: Home Temaplaner Indsatsplaner Orø Grundvandskortlægningen Nitrat

Nitrat som problemstof på Orø

På Orø er den altdominerende potentielle forureningskilde de mange landbrugsområder. Her anvendes gødning i form af kvælstof. 

Det kvælstof, der ikke optages af afgrøderne, kaldes kvælstofoverskuddet. Overskuddet kan udvaskes som nitrat, omsættes kemisk eller biologisk i jorden eller fordampe.

Grundvandskortlægningen har vist, at den potentielle udvaskning af nitrat fra markerne på Orø i 2007 typisk lå på mellem 75 og 100 mg/l. Der var kun få af markerne, hvor udvaskningen lå under 50 mg/l, hvilket svarer til grænseværdien for nitrat i drikkevand. Nyere gennemsnitstal (2007- 2010) viser en noget lavere potentiel udvaskning, men der er stadig på mange markblokke, en potentiel nitratudvaskning på mere end 50 mg/l. I fanebladene, der beskriver hvert enkelt vandværk, er den potentielle udvaskning i 2011, inden for det enkelte grundvandsdannende opland, beskrevet. 

Kortlægningen på Orø viser, at der mange steder er et højt indhold af nitrat i grundvandet. Flere steder er koncentrationen over drikkevandsgrænsen på 50 mg pr. liter. Heldigvis optræder de høje koncentrationer hovedsagelig i jordlagene et stykke over det primære grundvandsmagasin. Flere boringer, som når ned til det primære grundvandsmagasin, viser dog også et vist nitratindhold, men meget sjældent over grænseværdien. Men det viser, at nitratforureningen er på vej ned mod den grundvandsressource, som udgør Orøs drikkevandsforsyning. På kortet ses i hvilke boringer og brønde den seneste vandanalyse har afsløret en forekomst af nitrat. 

At grundvandet er sårbart, er de mange nitratforekomster et tydeligt bevis på. Det afspejler samtidig, at der foregår intensiv landbrugsdrift på Orø. 

Det kan konkluderes at:

  • Nitrat findes i de fleste boringer og brønde på Orø og at det øverste grundvandsmagasin overalt er nitratholdigt
  • Nitratforekomsterne stammer fra landbruget
  • Der er flere steder fundet nitrat i det nederste grundvandsmagasin som er det der danner grundlag for forsyningen af drikkevand
  • Der er i flere vandværksboringer et stigende sulfatindhold, hvilket er indikation på, at reduktionskapaciteten i forhold til nitrat er ved at være opbrugt i jordlagene over grundvandsmagasinet  

Forekomsten af nitrat i grundvandet er derfor det største grundvandsmæssige problem på Orø, og den vigtigste indsats er derfor rettet mod begrænsning af nitratudvaskningen fra landbrugsjorden.

     
 

Hvorfor er nitrat et problem?

 

Et højt indhold af nitrat i drikkevandet medfører en risiko for sundheden, idet nitraten omdannes til nitrit og nitrosaminer i kroppen. Nitrit nedsætter blodets evne til at transportere ilt fra lungerne til kroppens organer. Især spædbørn, som kan udvikle det såkaldte ”blå-børn-syndrom” er udsatte.

Nitrosaminer er kræftfremkaldende og mistænkt for at kunne medføre mave- og tarmkræft.

Drikkevand, der indeholder under 50 mg, nitrat pr. liter, anses ikke for at være sundhedsskadeligt for hverken børn eller voksne.

 

 
     



Holbæk Kommune · Kanalstræde 2 · 4300 Holbæk · Tlf. 72 36 36 36 · E-mail plan@holb.dk